Flere unge i Tasiilaq vil uddanne sig

Tasiilaq sætter rekord i ansøgninger fra unge, der vil videre på uddannelse i år. Men kun en brøkdel vil blive optaget på en uddannelse.

217 unge har sendt ansøgning om at komme på en ungdoms- eller erhvervsuddannelse. Foto: Polfoto/Jesper Nørgaard Sørensen

Uddannelsesvejleder Erik Angenold i udviklings- og introduktionsskolen, Piareersarfik, TII siger, at der er kommet 217 ansøgninger, skriver sermersooq.gl.

– Det er faktisk 33 flere end sidste år. Det hænger sammen med, at de unge nu kun går i skole til 10.klasse, siger han.

De mange ansøgninger betyder nødvendigvis ikke, at alle bliver optaget på en ungdoms- eller erhvervsuddannelse.

– Sidste år fik vi 184 ansøgninger, men kun 30 blev optaget på en erhvervs- eller en ungdomsuddannelse, siger Erik Angenold.

Da det er utroligt svært at få et arbejde i Tasiilaq betyder det, at mange unge fra folkeskolen går direkte ud i arbejdsløshed, selv om de nærer et ønske om at komme videre på en uddannelse.

Piareersarfik TII kan ellers optage flere unge, men da der ikke er så mange praktikpladser i Tasiilaq sætter det en naturlig begræsning.

- Vi har foreløbig 20, der har fået praktikpladser på vore arbejdspladser her i byen. Vi kan også sende andre på skolepraktik på brancheskoler på vestkysten. Men der er også grænser for hvor mange, vi kan sende videre, siger uddannelsesvejlederen.

I øjeblikket er Piareersarfik i gang med at undersøge mulighederne for de mange unge, der vil på uddannelse.

Powered by Labrador CMS