Flere unge skal i uddannelse og beskæftigelse

I finansloven for 2023 er der afsat penge til at flere unge af en årgang skal påbegynde og færdiggøre en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Samtlige partier i Inatsisartut vil nedbringe antallet af unge, der ikke er i beskæftigelse eller i uddannelse. Der er i 2023 afsat penge til en konference for unge fra bygder og mindre byer, der skal have fokus på de unges bud på, hvordan flere i gruppen bliver uddannelses- eller beskæftigelsesparate.

Det har gennem skiftende Naalakkersuisut været en politisk målsætning at nedbringe gruppen af unge, der står ude arbejde og uddannelse (ungemålgruppen red.). Ifølge Grønlands Statistik fra 2020 var 35 procent af de unge uden for arbejdsmarkedet og heller ikke i uddannelse.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Arbejdsmarkedsredegørelsen, som Naalakkersuisut udkom med for nylig fortæller ligeledes, at 59,9 procent af de 20-29-årige endnu ikke har gennemført en anden uddannelse end folkeskolen.

- Det er helt centralt, at stadig flere af en årgang påbegynder og færdiggør en erhvervskompetencegivende uddannelse. Selv om der er sket store fremskridt i de seneste 15-20 år, må vi ikke stoppe her. Flere uddannede er en afgørende forudsætning for at sikre en holdbar økonomisk udvikling og sikre den nødvendige arbejdskraft til såvel den private som den offentlige sektor. Det er nødvendigt, at hovedfokus i denne indsats bliver ungemålgruppen, og at indsatsen prioriteres der, hvor ungdomsledigheden er størst, lyder det blandt andet i aftalen.

Finanslovsaftalen indeholder derfor politiske prioriteringer på området for det kommende års indsatser.

- Det er nødvendigt, at indsatserne arbejder på tværs af sektorer og myndigheder. Det anses for afgørende, at der i 2023 igangsættes konkrete tiltag, og at der følges op på tidligere evalueringer for at få afklaret, om allerede igangsatte tiltag har effekt. Parterne bag aftalen forventer hurtig fremdrift i 2023 herunder også nye anbefalinger frem mod finanslovsforslaget for 2024 med henblik på yderligere prioriteringer på området.

Du kan læse mere i avisen Sermitsiaq. Du kan købe avisen HER.

Powered by Labrador CMS