Flere unge i uddannelse

Vi ser en god økonomisk udvikling i landet, men der er advarselslamper, der blinker – ikke mindst i forhold til uddannelsesniveau og rekruttering af arbejdskraft, siger formand for Økonomisk Råd.

Den vigtigste drivkraft for økonomisk vækst i landet er uddannelse. Jo flere, der har en uddannelse ud over folkeskolen jo bedre, siger økonomerne og det går heldigvis den rigtige vej.

– Grønland har naturressourcer; fisk, fantastisk natur til turisme og mineraler. Men de forhold er ikke en garanti for, at man får en selvbærende økonomi. Det handler om, hvordan man forvalter ressourcerne. Så selvom naturressourcer er vigtig kapital, så er det stadig den humane kapital – det vil sige folket og deres viden og erfaringer, som er den vigtigste drivkraft for økonomisk vækst, siger formand for økonomisk råd Torben M. Andersen, der i sidste uge deltog i Future Greenland-konferencen i Katuaq.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Lav beskæftigelsesandel

Den helt store udfordring er fortsat, at uddannelsesniveauet er for lavt. Kun cirka 50 procent har en uddannelse ud over folkeskolen. Og det afspejles i beskæftigelsesandelen.

– Dem, der har kvalifikationerne, kan få job med det samme, men der er også en del, der ikke kan få job, fordi de ikke besidder de kvalifikationer, der efterspørges. Vi har en beskæftigelsesandel på kun 70 procent, der viser, at mange står udenfor arbejdsmarkedet.

– Der har været og er forbedringer år for år, men det tager tid. Ser vi på prognosen for 2040, så vil andelen af dem, der ikke har uddannelse udover folkeskolen falde fra de nuværende 50 procent til cirka 40 procent, så det er en forbedring, men måske ikke nok i forhold til den udvikling, man havde forventet som følge af de seneste 10-12 års uddannelsespolitik.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS