Flere unge vil på arbejdsophold i udlandet

Antal af grønlandske ansøgere, der gerne vil arbejde i udlandet, er fordoblet i 2021. Det erfarer Nordens Institut i Grønland, NAPA, som har rejst ud til byer og bygder for at oplyse unge om deres muligheder ude i verdenen.

NAPA’s anstrengelse for at få flere ansøgere til Nordjobb har givet pote. Normalt plejer fem eller seks unge at søge om arbejdsophold i udlandet i kortere perioder i tæt samarbejde med Nordjobb.

I år har hele 11 sendt ansøgninger til Nordjobb, som har til formål at øge mobiliteten på det nordiske arbejdsmarked og forbedre kendskab til sprog og kultur i Norden.

- Allerede siden januar 2021 har NAPA lagt kræfter i at få belyst de mange muligheder, der følger med det nordiske samarbejde. Ud over rejsen til Diskobugten og senere til Uummannaq og Upernavik samt tilhørende bygder, har NAPA haft et fokus på Nordjobb via de sociale medier, og endelig viser de mange tiltag at have båret frugt, oplyser NAPA i en pressemeddelelse.

NAPA ser fordoblingen som en succes og et skridt på vejen mod endnu flere ansøgere i fremtiden.

Få ansøgere i forhold til andre lande

Hvert år rejser 80-90 unge i de nordiske lande til Grønland for at arbejde i kortere periode. Mens de eventyrlystne grønlandske unge ikke er så mange i forhold til de andre nordiske lande. Kun fem til seks grønlandske unge har årligt valgt at udnytte muligheden for agt opleve at arbejde i et land i Norden.

Ved siden af oplysningsrejser i Nordgrønland, har NAPA arbejdet hårdt for at oplyse om muligheden for online undervisningsmateriale på nordeniskolen.org.

- Vi har også reklameret heftigt for Nordjobb, med ønsket om at den grønlandske ungdom i hele landet bliver gjort bekendt med chancen, skriver NAPA.

Powered by Labrador CMS