Der skal flere penge til udvikling af fiskeri i Østgrønland

En række tiltag skal sikre udviklingen af fiskeri i Østgrønland. Midlerne, som - ifølge Karl Tobiassen - vil blive afsat på Finansloven 2022, skal blandt andet gå til en arbejdsgruppe.

Der skal nedsættes en arbejdsgruppe bestående af lokale fisker- og fangerforeninger, producenter og kommunen, oplyser Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst.

Der vil blive afsat flere penge til udvikling af fiskeri i Østgrønland.

Sådan lyder svaret fra Karl Tobiassen, Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst til et paragraf 37-spørgsmål, som er stillet Emanuel Nûko, medlem af Inatsisartut for Naleraq.

Emanuel Nûko vil blandt andet vide, hvilke forestilllinger Naalakkersuisut gør sig om udviklingen af fiskeri i Tasiilaq og omegn samt i lttoqqortoormiit. Naalakkersuisoq forklarer, at der i en årrække har været fokus på udvikling af fiskeriet i Østgrønlands.

En plan for udviklingen

Det har blandt andet betydet, at Østgrønland siden 2017 er blevet tildelt 16 joller. Karl Tobiassen oplyser desuden, at beløbsstørrelsen for jolletilskud til Østgrønland i henhold til lovgivningen er større end det øvrige Grønland.

I år besluttede Naalakkersuisut, at en række tiltag skal igangsættes for Østgrønland for at understøtte udviklingen på fiskeriområdet.

Det betyder, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe bestående af lokale fisker- og fangerforeninger, producenter og kommunen. Arbejdsgruppen skal udarbejde en plan for Østgrønland udvikling på fiskeriområdet.

Ekstra midler

Naalakkersuisoq oplyser desuden, at der skal afholdes fiskeriseminarer i Tasiilaq i samarbejde med kommunen.

Midlerne til arbejdsgruppen vil - ifølge Karl Tobiassen - blive afsat på Finansloven 2022.

Det er hensigten, at der yderligere vil blive afsat midler til forskellige tiltag, når arbejdsgruppen har kommet med en udviklingsplan.

Powered by Labrador CMS