Dom i hashsag

Flere østeuropæere skal udvises efter hashdom

Grønlands Landsret fastslog torsdag, at fem rumænske statsborgere er skyldige i indsmugling af hash til landet med henblik på videresalg

Grønlands Landsret fastslog torsdag, at fem rumænske statsborgere er skyldige i indsmugling af hash til landet med henblik på videresalg

Halvandet års afsoning til bagmand samt udvisning af tre kurerer efter dom i stor hashsag.

Sådan lød det fra Grønlands Landsret, da der blev afsagt dom, i går torsdag, i ankesagen mod fem rumænere, der blev fundet skyldige i en større sag om salg af hash.

Læs: Foreløbig dom i større sag om hashsmugling

Mildere dom
Landsretten fandt dog, at fire af de fem mænd skal have forkortet længden af deres anstaltsanbringelser i forhold til den dom, som kredsretten havde afsagt.

Den femte mand, som anklagemyndigheden påviste var bagmand for indsmuglingen, opretholdt sin dom på halvandet års anbringelse i anstalt.

Anklager for Grønlands Politi, Lasse May, er tilfreds med landsrettens afgørelse.

- Jeg er især tilfreds med, at landsretten er enig med politiets vurdering i, at et mistænkeligt rejsemønster til Grønland på kort tid kombineret med fund af hash og penge umiddelbart beviser organiseret og omfangsrig hashsmugling, fremhæver han i en pressemeddelelse.

Udvisninger af landet
Tre ud af de fem mænd blev desuden idømt udvisning af Grønland efter endt afsoning af deres domme.

De to andre mænd får lov til at blive i Grønland efter endt afsoning på grund af familiære relationer i landet.

Halvandet år i anstalten
Den tiltalte bagmand blev idømt den længste afsoning, halvandet år i anstalt. De øvrige fire mænd blev i landsretten idømt fra fem til tretten måneders afsoning i anstalt.

I den første sag ved kredsretten i juli var en ungarsk statsborger også tiltalt. Han blev idømt otte måneder i anstalt og er udvist efter endt afsoning. Den dom blev ikke anket.

Powered by Labrador CMS