Flere meldinger om missilangreb mod Kyiv under FN-chefs besøg

Ifølge Ukraine har Rusland torsdag ramt Kyiv med missiler. Det er uvist, om der er nogen tilskadekomne.

FN's generalsekretær, António Guterres, er på besøg i den ukrainske hovedstad, Kyiv, torsdag, godt beskyttet af sikkerhedsvagter på turen rundt.

Den ukrainske hovedstad, Kyiv, er torsdag blevet ramt af missilangreb fra Rusland, mens FN's generalsekretær, António Guterres, er på besøg i byen.

Det skriver både Mykhailo Podoljak, rådgiver for præsident Volodymyr Zelenskyj, og udenrigsminister Dmytro Kuleba på Twitter torsdag aften.

Journalister fra nyhedsbureauerne Reuters og AFP har desuden hørt høje brag og set røg og flammer fra stedet, hvor missilerne angiveligt har ramt.

Rådgiver Podoljak skriver, at missilerne ramte i centrum af byen.

- Missilangreb i centrum af Kyiv under det officielle besøg af António Guterres. Dagen før sad han ved et langt bord i Kreml, og i dag er der eksplosioner over hans hoved.

- Et postkort fra Moskva?, skriver Podoljak.

Guterres er i Kyiv for at drøfte krigen med blandt andre præsident Zelenskyj. Tirsdag var han i Moskva, hvor han mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, oplyser, at der har været to eksplosioner i Kyiv som følge af et russisk angreb.

Han tilføjer, at myndigheder er i gang med at finde ud af, om der er nogen tilskadekomne. Det skriver Reuters.

Ifølge AFP er det første bombardement af Kyiv siden midten af april.

Powered by Labrador CMS