Mediestøtte

Flere medier skal kunne søge

Med de nye mediestøtteregler vil Nivi Olsen sikre mere alsidighed i de skrevne medier

Nivi Olsen
Nivi Olsen: – Mediestøtten skal sikre et så bredt udbud af uafhængige medier som muligt.
Offentliggjort

Det er ikke kun Sermitsiaq.AG, der skal have mulighed for at hente tilskud i landskassen. medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, kultur, forskning og kirke Nivi Olsen, Demokraterne, åbner nu op for, at alle skrevne medier både de digitale og de trykte medier skal kunne søge om tilskud.

De hidtidige regler for mediestøtte var skræddersyet til Sermitsiaq.AGs landsdækkende aviser, der i de forløbne år har modtaget flere millioner kroner i tilskud.

– Vi vil åbne op for, at flere kan søge, sagde Nivi Olsen i dag på pressemødet, hvor hun præsenterede de nye støtteregler, der vil fremgå af en bekendtgørelse, som hendes deprtement er ved at udarbejde.

– Støtten baseres på projekter, der gennemføres af grønlandske medier, der er baseret her i landet, og som udgives som minimum på grønlandsk, sagde Nivi Olsen.

Bekendtgørelsen udformes således, at der sikres større gennemsigtighed og retssikkerhed ved tilskudsfordelingen, der sker ud fra objektive tilskudsbetingelser, som altså skal være opfyldt, for at man kan komme i betragtning.

Nivi Olsen fastslog, at der ikke er tale om en generel støtte til driften, men om projektstøtte for at sikre fornyelse og alsidighed.

Trykte medier, som søger om projektstøtte, skal udkomme mindst en gang om måneden. Mens internetbaserede medier, der søger om projektstøtte, skal have en daglig opdatering. Og mediet skal stilles til rådighed i hele landet fremgår det af de nye regler.

Omkring mediestøtten kom Nivi Olsen også ind på, at KNR ikke må sælge annoncer. I den forbidelse lovede hun, at KNR skal kompenseres for de mistede indtægter for at undgå forringelse af KNRs servicering af befolkningen. KNR må fortsat udøve sponsorering og udsende OBS-meddelelser, sagde hun.

Nivi Olsen oplyste endvidere, at der er mediedag mandag den 15. juni, hvor de forskellige aktører har mulighed for at diskutere, hvordan de begrænsede midler på området skal prioriteres.

Powered by Labrador CMS