Flere krydstogtskibe end forventet vil anløbe

Krydstogtsæsonen i Grønland blev kickstartet, da det nye krydstogtskib, Le Commandant Charcot, anløb 3. maj i Tasiilaq. Der har været udvikling inden for turistområdet, siger souschef i Visit Greenland

På nuværende tidspunkt er der forventning om 462 anløb af krydstogtskibe til Grønland denne sommer. Forventningstallet sidste år lød på 388 anløb, som dog aldrig blev en reallitet på grund af corona.

Det vækker optimisme i turistbranchen, at flere krydstogtskibe skal anløbe Grønland i år.

- Der er tale om 30 til 45 krydstogtskibe, som skal til Grønland. Vores forventning er, at antallet af anmeldte anløb skal være på niveau med rekordåret 2019. På grund af aflysninger i forbindelse med coronapandemien de seneste to år, har flere skibe nu sigtet efter at tage her til Grønland, siger souschef i Visit Greenland, Mads-Daniel Skifte.

Travl sommer i vente

Derfor har der været grundig forberedelse op til krydstogtsæsonen.

- Der har været tæt dialog med operatørerne, hvor der blandt andet har været et zoom-møde, hvor coronasekretariatet også var med ved mødet. Her blev der fremlagt, hvad det er, operatørerne skal være opmærksomme på i denne krydstogtsæson. Der er lagt op til en travl sommer, hvor vi kan se, at der efterspørges turistguides, fortæller souschef i Visit Greenland.

Udvikling trods nedlukning

Trods coronapandemien har turisterhvervet udviklet sig de senere år og operatørerne har udviklet flere muligheder for krydstogtsgæsterne.

- Der er kommet flere produkter. Under pandemien var der tilbud rettet mod borgerne her i Grønland, som kan videreføres til udenlandske turister. For eksempel gives der mulighed for nordlysture i Nuuk, som vi ikke har set tidligere. Turistoperatørerne har søgt muligheder, hvilket også vil gavne hvervet på længere sigt, fremhæver Mads-Daniel Skifte.

Derudover har pandemien givet bedre vilkår, hvis man gerne vil holde ferie herhjemme i stedet for at tage til udlandet.

- Det har vi set gennem SIK's feriefond og at Selvstyret også åben for, at feriefrirejserne kan benyttes i Grønland, siger han.

Længere sæson i sigte

I fremtiden kan krydstogtsæsonen blive længere, oplyser han.

- Flere nye skibe bliver bygget, som er egnet til de arktiske forhold. Og der er blevet spurgt fra udlandet, om der kan anløbe skibe i november næste år. Og vi kan se det i de kommende år, at krydstogtsæsonen kan blive længere end tidligere. Visit Greenland er også klart interesseret i, at krydstogtsanløb ikke kun skal foregå om sommeren, da det også kan gavne økonomien i Grønland, siger han, og fortsætter:

- Der uddannes nu flere turistguides, men da hvervet er sæson-præget, søger flere væk fra turistområdet om vinteren. Det vil vi gerne ændre, så det også vil være mere attraktivt at arbejde inden for området, lyder det fra Mads-Daniel Skifte.

Powered by Labrador CMS