Flere gennemfører efterskoleophold

I skoleåret 2018/19 startede 443 grønlandske elever på en efterskole i Grønland eller Danmark og heraf gennemførte 355

På billedet Maniitsumi Efterskoli

Flere unge, der starter på de to grønlandske efterskoler, gennemfører deres skoleophold.

Efterskole Villads Villadsen i Qasigiannguit har oplevet en stigning i gennemførselsraten de sidste to år, og ligger på 79 procent for årgang 2018/19. Dette kommer efter en årrække med et fald i gennemførselsraten, som nåede sit laveste niveau i 2016/17 med 55 procent.

På Maniitsumi Efterskoli gennemførte 65 procent af eleverne efterskoleopholdet. Maniitsumi Efterskoli havde den laveste gennemførelsesprocent i 2013/14 på 48 procent, men siden da er gennemførelsesprocenten steget med 17 procent point, viser nye tal fra Grønlands Statistik.

Under 100 droppede ud

Tallet er dog stadig bedre for dem, der vælger at tage til Danmark på efterskoleophold.

Hele 85 procent af de startende gennemførte deres ophold i det seneste skoleår.

Tallene viser i øvrigt, at 88 unge droppede ud af deres efterskoleophold før tid.

Powered by Labrador CMS