Flere og flere får tuberkulose

På nogle skoler i Sydgrønland er 20 procent af skole-børnene smittet med tuberkulose, skriver Metroxpress.

I Narsaq og Nanortalik er næsten hver femte af de skolesøgende børn, der er TB-ramte.

Der er 25 gange flere tilfælde af tuberkulose i Grønland end i Danmark

Screening for tuberkulose er en normal del af skolegangen i Grønland, hvor alle elever i 1. klasse bliver tjekket for den dødbringende lungesygdom.

Det er en vigtig del af landets kamp mod sygdommen, der har formeret sig så kraftigt, at forekomsten nu er 25 gange højere end i Danmark og højere end i mange tredjeverdenslande, fortæller Charlotte Fuglsang, direktør i Danmarks Lungeforening.

- På nogle skoler i Sydgrønland er 20 procent af skolebørnene smittet med tuberkulose. Problemet er, at mange grønlændere ikke ved, at de er smittet med sygdommen, og derfor spreder den videre, siger hun.

Der mangler personale til at nå ud i de små bygder og undersøge befolkningen for sygdommen, siger Niels Seersholm, overlæge på lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital, der har arbejdet med tuberkulose i Grønland.

Det er embedslæge i Grønland Flemming Stenz enig med ham i. Han glæder sig dog over de penge til behandling af tuberkulose, som landsstyre tildelte for en måned siden.

- Det betyder, at vi kan screene flere skolebørn, få ekstra personale og lave en informationskampagne blandt befolkningen, siger han.

Powered by Labrador CMS