Flere og flere får diabetes
Antallet af diabetes-patienter i Grønland stiger. Det skyldes både livsstil og genetik, forklarer lægerne ved Steno Diabetes Center i Nuuk.
Flere og flere grønlændere får konstateret diabetes, skriver avisen Sermitsiaq.
– I 2008 var der 450 diabetes-patienter i Grønland, og i dag er der 1800. Vi regner med, at det samlede tal vil stige med cirka 100 årligt fremover.
Det siger lægefaglig centerchef dr.med. Michael Lynge Pedersen, som er leder af Steno Diabetes Center, der blev etableret i Nuuk sidste år.
Et stik i fingeren
– Vi har i dag et ganske godt billede af udbredelsen af diabetes i Grønland. Vi har fået meget bedre værktøjer til at stille diagnoserne. Ofte er et enkelt stik i fingeren nok, hvis vi har mistanken. Samtidig er der i sundhedsvæsenet blevet meget større fokus på sygdommen, der sammen med kol og åreforkalkning er udbredte livsstilssygdomme i Grønland.
Der er mange årsager til, at flere og flere får konstateret diabetes i Grønland.
– Vi har jo dels de klassiske årsager med ændringer i livsstilen. Overvægt og for lidt motion som vi ser over alt i verden. Samtidig er gennemsnitsalderen stigende – og risikoen for diabetes stiger med alderen.
Læs mere i avisen Sermitsiaq: