Flere coronasmittede i Nuuk

Der er konstateret to nye tilfælde af coronavirus i Nuuk, oplyste formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen på søndagens pressemøde.

Kim Kielsen orienterede om den ny udvikling vedrørende coronavirus på søndagens pressemøde.
Offentliggjort

Det var en trist nyhed, som Kim Kielsen søndag måtte dele med resten af befolkningen.

Lørdag var det en yderst glad landslæge Henrik L. Hansen, der på grundlag af flere dages negative coronaprøver mente, at en egentlig smittespredning synes undgået.

Virkeligheden er imidlertid en anden.

- Vi har fået 77 svar og to var desværre positive og fra Nuuk, oplyste Kim Kielsen. Dermed blev antallet af smittede fordoblet.

Selvstyre-administration

- Den ene af de to nye smittede er en nær person til en ansat i Selvstyret, hvilket er årsagen til, at vi har strammet yderligere op. Således er der ingen journalister til stede herinde. Nu opstrammer vi afstandene og forholdene i Selvstyret, sagde Kim Kielsen og forklarede at presserummet er meget lille og man er i gang med at finde et andet egnet lokale.

- De kommende tiltage er alene målrettet administrationen i Selvstyret, hvor det indskærpes, at man skal holde større afstand til hinanden, sagde Kim Kielsen.

- Jeg har mine bekymringer. Og han opfordrede alle til at følge anbefalingerne, som myndighederne havde udstukket. Yderst vigtigt at de bliver fulgt. Også som forældre og voksne har vi et ansvar for, at andre også skal følge disse, sagde Kim Kielsen, og afsluttede med ordene: “Gud bevare Grønland”.

Muligt alkoholforbud

Kim Kielsen kunne ikke afvise, at man på et tidspunkt blev nødt til at indføre alkoholforbud, men det er ikke aktuelt på nuværende tidspunkt.

Forklaringen på, hvorfor man i morgen i resten af landet lukker skolerne og ikke daginstitutionerne, er, at der er langt flere skoleelever, der kan samles.

Tæt på landslægeembedet

- Det er således, at den ene har en meget tæt relation til Selvstyret. Det er så tæt på, at os, der sidder nede i landslægeembedet, med stor sandsynlighed har været udsat for smitte. Det medfører, at vi har taget ekstraordinære tiltag. Vi må ikke være i den situation, at jeg risikerer at smitte Kim Kielsen eller andre. Derfor står jeg her alene. Det er vigtigt at pointere, at der ikke er sket noget voldsomt nyt, men nu da den er kommet tæt ind på landslægeembedet har vi været nødsaget til at tage disse skridt, så den ikke spredes til ledende personer i Selvstyret og Naalakkersuisut, sagde landslægen.

- Det er vigtigt at pointere, at det ene tilfælde har forbindelse til universitetsmiljøet, hvor vi allerede har set smitte. Det er derfor ikke overraskende, at der er dukket yderligere et tilfælde op i dette miljø. Så har vi fået endnu et importeret tilfælde, der har forbindelse til en person i Selvstyret, sagde Henrik L. Hansen.

- Alle involverede er orienteret, og vi har taget alle forholdsregler for at undgå yderligere smitte. Vi har i dag fået svar på et meget stort antal prøver, og der var kun to positive. Det er prøver, der er taget i fredags og i få tilfælde før fredag.

- Nogle af dem vi har testet er endnu ikke blevet informeret om resultatet. Vi arbejder på at kontakte alle, så de får svar.

Ingen bred smittespredning

- Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en bred smittespredning i Nuuk. Hvis vi alle overholder anbefalingerne, så vil det kunne lykkedes at undgå det store udbrud her i byen (Nuuk, red), sagde landslægen, der understregede, at man ikke har mistanke om at der skulle være smitte ude på kysten.

- Hvis smitten konstateres ude på kysten, vil vi foretage samme tiltag som i Nuuk, men det har endnu ikke været nødvendigt, oplyste Henrik L. Hansen.

Powered by Labrador CMS