Flere ældre vil presse sundhedsvæsenet

I 2040 vil der være 3.400 flere personer over 65 år sammenlignet med i dag. De mange ældre vil sætte sundhedssystemet under pres, og for at have penge til at behandle de mange ældre borgere skal der gennemføres reformer.

Økonomisk Råd fastslår, at sundhedsudgifterne vil stige fra 7,5 procent til mellem 8,5 og 9 procent af BNP fra omkring 2035, fordi vi lever længere og antallet af ældre dermed er stigende.

- Samtidig sker der forskydninger i sundhedsvæsenet, hvor behandlingerne af ældre kommer til at veje tungere end i dag. Det kan for eksempel dreje sig om sygdomme knyttet til forhøjet blodtryk, slidgigt, grå stær og diabetes som er relativt mest udbredt hos ældre. I dag går ca. 20 pct. af de samlede sundhedsudgifter til personer over 65 år. Den andel vil stige til næsten 40 pct. efterhånden som antallet af ældre stiger, selv når der er taget højde for effekten af sund aldring, oplyser Økonomisk Råd.

- Det fremtidige udgiftspres på sundhedsområdet er således tæt forbundet med aldringen af befolkningen, og udviklingen i befolkningens sundhedstilstand. Hvis det for eksempel ikke lykkes at styrke sundhedstilstanden hos de ældre i takt med stigende levetid er der udsigt til betydeligt større pres på sundhedsvæsenet og de offentlige udgifter, fastslår Økonomisk Råd endnu en gang og henviser til Holdbarheds- og Vækstplanen fra 2016, der lister en række konkrete og nødvendige initiativer.

Vikarer er ikke løsningen

Personalemanglen i sundhedsvæsenet kan ikke løses ved blot at ansætte vikarer, understreger Økonomisk Råd.

- Der ligger en særlig uddannelsesmæssig opgave i at få flere unge til at uddanne sig inden for både de specialiserede og de mere grundlæggende sundhedsuddannelser, fastslår rådet.

Powered by Labrador CMS