Fleischers og Grønlands historie

"Grønland er i dag ikke til at kende igen fra mine barndoms og ungdomsdage under kolonitiden. Jeg voksede op i udstedet (bygden) Ukkusissat i begyndelsen af 1930'erne. Vi var cirka 100 bygdefæller, alle grønlændere, og de fleste af bygdefællerne var fangere og fiskere.

Der var kun tre fastansatte. Og det var jordemoderen, kateketen og udstedsbestyreren, som var min far, en danmarksuddannet bødker, som også har fået undervisning i regnskabsføring i sin læretid i Fåborg under den første verdenskrig. I formiddagstimerne passede han butikken, og indhandlingen af spæk, sælskind og hellefisk til saltning.

Når der ikke var flere kunder, gik han i gang med at passe sit fag i bødkerværkstedet og rensede tøndestaver med bødkerkniv og satte dem sammen med jernringe på til genbrug.

Da jeg for 81 år siden som syvårig begyndte at gå i skole i den daværende børneskole I Ukkusissat foregik undervisningen udelukkende på det grønlandske sprog. Først som 12- årig begyndte jeg at få en ganske nødtørftig undervisning i dansk hos en grønlandsk kateket. Min danske læsebog startede med den tekst: Det er dreng, Det er en pige. Det er en hund. Giv pote. Det var dengang mine forældre lyttede til den for længst nedlagte koloni, datidens by Ritenbenk.

Kolonibestyreren og assistenten var danskere i kolonien, og resten af befolkningen var grønlændere. Kolonibestyrerens børn var vores legekammerater, men vi lærte ikke af tale dansk af de danske børn, fordi de taler ligeså godt grønlandsk som os grønlænderbørn. Danskerne i Grønland havde dengang grønlandske barnepiger og af dem lærte de danske børn at tale grønlandsk som deres eget modersmål.

Dengang var der få danskere i Grønland. Der var enkelte danske udstedsbestyrere. De danske i kolonierne var kolonibestyreren, et par assistenter, lægen, sygeplejersken og præsten. Og alle danskere talte grønlandsk. I kolonitiden var der ingen børneinstitutioner eller alderdomshjem. De gamle boede hos deres voksne børn og tog sig af børnebørnene. Levealderen var lav dengang, så de gamle behøvede ikke at blive passet og sørget godt for på alderdomshjem som i dag.

Efter Grønlands indlemmelse i det danske rige i 1953 oplevede jeg den utrolige forvandling. Hver sommer kom en hel hær af danske håndværkere og anlagde havne, lufthavne og etagehuse. Baraklivet blomstrede med masser af uægte børn til følge. På det tidspunkt var der myriader af torsk ved kysten og på bankerne uden for kysten. Udenlandske som russiske trawlere støvsugede ligefrem fiskebankerne for torsk, og de udenlandske trawlere anløb med mellemrum Nuuk, hvor havnepige-uvæsenet blomstrede. Der var liv og glade dage i Nuuk dengang. Med undtagelse af søndag var der dans i Nuuks forsamlingshus, en barak fra amerikanertiden.

Som journalist og redaktør af daværende eneste landsdækkende blad Atuagagdliutit/Grønlandsposten har jeg gennem 30 år haft et privilegeret liv og har på nært hold fulgt den politiske udvikling i landsrådet og senere i hjemmestyret og nu som pensionist selvstyret. Som reporter oplevede jeg ministerbesøg og besøg af de kongelige gennem årene. Jeg rejste meget på kysten fra Thule i Nord til Nanortalik i syd samt på østkysten. Jeg var på Thulebasen umiddelbart efter brintbombeflystyrtet i slutningen af januar 1968, og jeg har besøgt de amerikanske baser mange gange samt de nu nedlagte Dye-stationer på indlandsisen, hvor amerikanerne havde opført varslingsstationer på stylter på indlandsisen. Disse stationer var forsynet med alskens bekvemmeligheder og havde sågar svømmebassiner!

På mine mange rejser på kysten har jeg beundret Grønlands storslåede og højt besungne natur. Det er en fredfyldt stemning en stille aftenstund ved Storsøen I Qaqortoq, når området står I fuldt flor. Det er den ubeskrivelige skønhed på østkysten. Og det er en ophøjet skønhed i midnatsolens land i Thule og specielt i Ilulissat med en helt unik udsigt".

Jørgen Fleischer