- Fleischer havde ingen skjult dagsorden

Sermitsiaqs chefredaktør og administrerende direktør for Mediehuset Sermitsiaq.AG, Poul Krarup, mindes Jørgen Fleischer, der har spillet en afgørende rolle i begge aviser historie

hyldes afdøde Jørgen Fleischer som en fremragende journalist og debattør. Foto: Hans Jukku Noahsen Poul Krarup

Jørgen Fleischer var en fremragende journalist, og han beherskede begge sprog på formidabel vis.

Han havde et godt grundlag for sin journalistik. Han vidste ,hvad han skrev om. Som bygdebarn fra Ikerasak ved Uummannaq og siden ophold på efterskole i Aasiaat og seminariet i Nuuk havde han grundlaget, og det blev styrket af hans uddannelse som journalist på danske aviser og i Danmarks Radio, inden han vendte tilbage til de grønlandske medier i 1957 for at blive chefredaktør på Atuagagdliutit i 1962.

En stilling han bevarede til 1987, hvor han gik i vrede, da bestyrelsen blandede sig i redaktionens arbejde og ændrede hans forside.

Han var med til at starte Sermitsiaq i 1958, som avisen, hvor man kunne komme til orde uden at blive censureret.

Han var med til at starte Inuit Partiet i 60'erne, der var forløberen for de nuværende politiske partier.

Men i årenes løb er han mest kendt i rollen som kommentator og skribent. Det er måske ikke så interessant i dag, hvor alle kommenterer alting på nettet, men tidligere var det Fleischer, man lyttede til. Fordi han var den uafhængige kommentator, der ikke havde noge skjult dagsorden.

Og han havde sine meningers mod også når det gik imod landets politiske ledere og deres synspunkter, ligesom han har kritiseret de danske redaktører på grønlandske medier - ikke fordi de var danskere, men fordi de ikke kunne grønlandsk.

Han har skrevet utallige klummer og kronikker i årenes løb samt flere bøger om Grønland i nyere tid.

Siden bruddet med AG i 1987 har Fleischer været trofast skribent i Sermitsiaq og ugentlig skrevet sin klumme. Hans sidste klumme i Sermitsiaq fredag den 22. juni handlede om Cirkus Blålys, hvor han hudflettede de danske mediers dækning af kinesernes interesser i Grønland.

Powered by Labrador CMS