Fiskeriskandale: Halibut-afslag kan ikke dokumenteres

Fiskeridepartementet havde så lidt styr på sin administration, at den ikke skriftligt kunne dokumentere, hvorfor Halibut Greenland tilbage i 2019 fik afslag på en licens til at fiske efter rejer.

Halibut Greenland

Halibut Greenland ApS søgte tilbage i 2019 om at få lov til at fiske efter rejer i 2020. Men selskabet fik afslag. Deloitte er dykket ned i den kontrete sag, uden at kunne få fremlagt en skriftlig dokumentation for, hvorfor selskabet fik afslag.

- Departementet har oplyst, at selskabet fik afslag på sin ansøgning, fordi selskabet ikke havde licens til havgående fiskeri i det foregående år. Derudover vurderede departementet, at der ikke var tilstrækkelige kvoter til at sikre selskabet et helt års økonomisk bæredygtigt fiskeri. Selskabet har dermed fået afslag med udgangspunkt i det tredje kriterie for fordeling af kvoter mellem ansøgerne. Et kriterie som Naalakkersuisut årligt fastsætter, oplyses det i undersøgelsen.

Skriftlig dokumentation mangler

Deloitte oplyser, at det ikke har været muligt for departementet at fremsende nogen form for skriftlig dokumentation for afslaget til Halibut Greenland, da ”der ikke er udarbejdet et sagsnotat eller anden skriftlig dokumentation”

Det er heller ikke lykkedes Deloitte at få skriftlig dokumentation for, hvorfor Maniitsoq Fisheries ApS fik reserveret kvoter til hellefisk i Nordvestgrønland, som først udstedes efter selskabets fusion med Sigguk A/S.

- Maniitsoq Fisheries ansøgte ikke om licens til havgående fiskeri for 2020, bemærker Deloitte.

Ingen dokumentation på tildeling af licenser

Departementet har oplyst, at man har været i dialog med Maniitsoq Fisheries ApS, men departementet har ikke kunnet tilvejebringe skriftlig dokumentation for dialogen med selskabet.

Derudover har departementet oplyst, at der ikke er udarbejdet skriftlig dokumentation for, hvorfor selskabet har fået tildelt licenser.

Deloitte foreslår, at fiskeridepartementet fremadrettet begrunder sine afslag og vedlægger en klagevejledning, så klagemulighederne er gennemsigtige for ansøgeren. En anbefaling som departementet allerede har implementeret.

Powered by Labrador CMS