Fiskeriselskab vender kæmpeunderskud til lille overskud
Efter et kæmpeunderskud i 2020 fik kriseramte Arctic Prime Fisheries sidste år forbedret resultatet til et overskud på 626.000 kroner før skat. Resultatet er utilfredsstillende, siger ledelsen i fiskeriselskabet. Der ventes et overskud på 40-50 millioner kroner i år
Det kriseramte fiskeriselskab og rederi Arctic Prime Fisheries Aps. (APF), har vendt flere år med betydelige underskud til et lille overskud.
Overskuddet var på 626.000 kroner før skat i 2021 mod et underskud på 43,8 millioner kroner i 2020. Men virksomhedens ledelse er ikke tilfreds med resultatet.
Til trods for en del ændringer og tilpasninger igennem året vurderer ledelsen samlet set, at årets resultat er utilfredsstillende, skriver ledelsen i ledelsesberetningen for 2021-regnskabet.
Selskabet afventer i øvrigt, om Grønlands Politi rejser tiltale mod selskabet for overfiskeri i 2021 og overtrædelse af fiskeriloven.
Ejerskabet er skiftet
Der er nu kun to ejere tilbage i Arctic Prime Fisheries. Det er den islandske fiskerikonge Gudmudur Kristjansson, der er formand for bestyrelsen for APF, og Hentzar Petersen, der bor i Qaqortoq og er direktør i selskabet.
Hentzar Pedersen, der i en lang årrække har boet i Grønland, ejer 66,88 procent, mens Gudmundur Kristjansson ejer de resterende 33,12 procent af Arctic Prime Fisheries.
Kristjansson har også indirekte besiddelser i selskabet. Oplysningerne fremgår af registreringerne i Det Centrale Virksomhedsregister, CVR.
Sidste år fratrådte Jørgen Wæver Johansen som formand for Arctic Prime Fisheries. Både han, Malakias Andreassen og Robert Møller samt de islandske fiskeriselskaber Brim og UR, som Gudmundur Kristjansson er storaktionær i, afhændede deres anparter.
Læs hele historien i denne uges udgave af avisen Sermitsiaq. Få adgang her: