Færøerne

Fiskerireform sender landsstyre i krise

Landsstyret på Færøerne kan ikke få et flertal for fiskerireformen, selv om et flertal har skrevet under på at støtte forslaget.

Risikoen for at lagmand Aksel V. Johannesen udskriver valg er blevet meget stor efter at flere hopper fra at støtte fiskerireformen.

I værste fald kan krisen i landsstyret ende med, at lagmand Aksel V. Johannesen udskriver valg. Nuværende fiskeritilladelser udløber 31. december, så landsstyret har kun halvanden måned til at finde en løsning.

Tilpasset flere gange

Nyhedssiden in.fo skriver lørdag, at to medlemmer i lagmandspartiet Javnaðarflokkurin, Bjarni Hammer og Kristin Michelsen, ikke støtter reformen. Forslaget er ellers blevet tilpasset flere gange, så alle i koalitionen kan støtte det.

Koalitionen mellem Tjóðveldi, Javnaðarflokkurin og Framsókn er også presset på andre fronter. Det er ikke lykkedes endnu at få vedtaget forslaget om en færøsk forfatning.

Koalitionen været nødt til at lave en aftale med Selvstyrepartiet, som har to medlemmer i lagtinget, for at få flertal for pensionsreformen.

16 medlemmer

Regeringskoalitionen består af 16 medlemmer, og har derfor ikke et flertal blandt de 33 lagtingsmedlemmer. Koalitionen har samarbejdet med løsgænger Sonja Jógvansdóttir for at sikre det mindste flertal, som er 17. Men det er uvist om hun overhovedet støtter pensionsreformen.

Overvejer ny koalition

Ifølge Kringvarp Føroya (Færøernes public service station) har landsstyret undersøgt mulighederne for, at Midterpartiet, som også består af to mandater, kan være støtteparti.

Formanden Jenis av Rana siger til Kringvarp Føroya, at landsstyret henvendte sig til partiet for fire uger siden.

Jenis av Rana siger, at partiet ikke ønsker at være støtteparti, men har sat 18 punkter op som forudsætning for at blive del af regeringen.

Lagmand Aksel V. Johannesen har ikke meldt tilbage, om der er grundlag for at danne en ny regering.

Landsmøder i weekenden

De to store oppositionspartier Sambandspartiet og Folkeflokken har begge landsmøde i weekenden. På programmet er blandt andet forberedelse til valg.

De tre formænd for koalitionspartierne har ikke udtalt sig om regeringskrisen.

Powered by Labrador CMS