Fiskerimesse flytter fra Sisimiut til Ilulissat

Polar Fish er blevet for stor til Sisimiut - næste år skal den holdes i Ilulissat

Fiskerimessen Polar Fish er blevet lidt af et tilløbsstykke. Succesen er så stor, at den er blevet for stor til Sisimiut, hvor den hidtil har været holdt.

Både når det gælder hotelkapacitet og plads til de omkring 50 udstillere fra blandt andet fra Grønland, Island, Norge, Færøerne og Danmark er der brug for mere albuerum.

Så når den 12. Polar Fish masse afvikles, så bliver det i 2020 med Ilulissat som nyt hjemsted. Messen er alle årene blevet arrangeret i samarbejde med Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Ønske fra KNAPK

Beslutningen om flytingen er truffet sammen med KNAPK, da en delegation fra AKKC er i Nordgrønland for at kigge på udstillingsmuligheder samt hotelkapacitet. Det er også blevet til et møde og en aftale med borgmester Palle Jerimiassen (S) om det fremtidige samarbejde.

- Vi har i mange år ønsket en fiskerimesse i Nordgrønland, og at det lykkes allerede i 2020, er godt for den grønlandske fisker og hele landet, siger KNAPK-formand Henrik Sandgren.

- Flere end 30 procent af indbyggerne i Ilulissat er fiskere, og byen har en meget stor hotelkapacitet af høj kvalitet, og deres halfaciliteter er rigtig gode. Og via vores samtaler har vi indgået et meget fordelagtigt samarbejde, det er derfor meget glædeligt, at vi nu har en aftale, der absolut kun kan betegnes som en win-win for alle parter, siger administrerende direktør Nicolaj Holm fra AKKC.

Borgmester Palle Jerimiassen er - måske ikke overraskende - glad for at få messen til Ilulissat.

- For mig er det helt afgørende, at Aalborg Kongres & Kultur Center har en stærk international bæredygtig profil. At de også har et helt unik knowhow som arrangør af Europas største fiskerimesse, DanFish International, gør, at jeg ikke kunne forestille mig en bedre samarbejdspartner for Ilulissat, siger borgmesteren.

Aalborg Kongres & Kultur Center arrangerer ligeledes Europas største fiskerimesse, Dan Fish International,

Polar Fish afholdes i Ilulissat Hallen den 6.-8. oktober 2020. Fremover forventer AKKC at arrangere en fiskerimesse i Ilulissat hvert andet år, i de år, hvor der ikke afholdes Dan Fish International i Aalborg.

Powered by Labrador CMS