Fiskerimesse aflyses grundet coronaregler

Fiskeri- og jagtmesse, som skulle afholdes i midten af juni aflyses nu af arrangørerne grundet coronaregler.

Den populære fiskeri- og jagtmesse, PolarExpo, der skulle afvikles i Ilulissat i dagene 15.-17. juni, er aflyst af arrangørerne. Det meddeler arrangørerne, Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) i en pressemeddelelse.

Begrundelsen er det gældende coronarestriktioner i landet.

- Vi er i løbende dialog med diverse myndigheder i Grønland, inklusive landsembedslægen, og de meldinger vi har fået tilbage vedrørende eventuelle kommende lempelser i indrejse- og karantæneregler, forhøjelse af forsamlingsloft m.m., peger desværre ikke tilstrækkeligt i vores retning til at kunne gennemføre PolarExpo-messen denne gang, forklarer Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

Arrangementet plejer at tiltrække op mod 1800 deltagere henover tre messedage. Deltagere kommer fra Island, Norge, Færøerne, Grønland og Danmark, hvilket gør det svært for arrangørerne at overholde bekendtgørelser omkring indrejse og forsamlinger.

Vender tilbage næste år

Det er ikke første gang, at messen aflyses. Sidste år blev messen ikke gennemført på grund af de strenge coronaregler i landet, der skal holde coronasmitten ude.

Arrangørerne af den populære fagmesse er nu allerede i gang med at planlægge næste års fagmesse.

- Vi ser dog frem mod et efterår i 2022, hvor vi vender stærkt tilbage, og her skal den have hele armen, når PolarExpo endelig kan åbne dørene for første gang i Ilulissat. Det glæder vi os til, siger Nicolaj Holm.

Det oplyses, at nye datoer for PolarExpo / FISHING & HUNTING i efteråret 2022 endnu ikke er fastsat. AKKC samarbejder lige nu med Avannaata Kommune om at finde de bedst mulige dage til gennemførelse af messen.

Powered by Labrador CMS