Fiskerilov: Koalitionen og Demokraterne kører sololøb

Naalakkersuisut ønsker tilsyneladende ikke at arbejde for et nationalt kompromis, når den nye fiskerilov skal udformes. IA har mistet tilliden til Naalakkersuisut, fastslår partiformanden.

IA's partiformand Múte B. Egede har mistet tilliden til Naalakkersuisut, når det gælder processen omkring en ny fiskerilov.

Naalakkersuisut har truffet en beslutning, hvor det alene er koalitionspartierne og Demokraterne, der vil indgå i en politisk følgegruppe ved siden af den kommende Fiskerikommission.

I et Naalakkersuisut-referat fra den 8. marts er følgende blevet besluttet:

“at der nedsættes en politisk følgegruppe bestående af 1 repræsentant fra hver af koalitionspartierne Siumut, Atassut, Nunatta Qitornai og 1 repræsentant fra støttepartiet Demokraatit”

Døren smækket i

Dermed er døren smækket i over for Partii Naleraq, Samarbejdspartiet og Inuit Ataqatigiit, der efter seneste Inatsisartut-valg repræsenterer 42 procent af den grønlandske befolkning.

- Hele processen er dybt kritisabelt. Den har ikke været inddragelse. Ingen transparens. Alt foregår bag lukkede døre, og hvad er det Naalakkersuisut og Demokraterne vil holde skjult? Nu må de forklare sig, lyder det vredt fra partiformanden for det største oppositionsparti, IA, Múte B. Egede.

Dybt bekymret

Han er dybt bekymret over, at der åbenbart er lagt op til en snæver aftale, når det gælder landets vigtigste indtægtskilde.

- Modsat tidligere udmeldinger er Naalakkersuisut ikke gået efter et nationalt kompromis. Det er landets fundament, vi snakker om. Grundlaget for vores velfærdssamfund skal man ikke rafle om. Man skal tværtimod finde en langtidsholdbar løsning, en løsning som skal bunde i, at man inddrager alle partier og ikke mindst fiskerierhvervet, understreger IA-partiformanden.

- Da der nu er flere tvetydigheder i denne sag, har vi ikke længere tillid til Naalakkersuisut. Man kan ikke arbejde med den kommende fiskerilov og holde erhvervet samt omtrent halvdelen af vælgerne udenfor, fastslår Múte B. Egede.

Powered by Labrador CMS