bemandingsregler

Fiskeridepartementet har lyttet til voldsom kritik

De nye bemandingsregler for trawlere over 24 meter bliver langt fra så restriktive, som der var lagt op til i den nye bekendtgørelse, som Departementet for Fiskeri og Fangst sendte i høring den 10. oktober.

Bemandingsreglerne for de store trawlere skal ændres, men åbenbart knap så drastisk som det i første omgang var lagt op til.

De store trawlerejere – private som den selvstyreejede Royal Greenland – var tilbage i oktober stærkt bekymret for den bekendtgørelse som blev sendt i høring, som havde til formål at stramme reglerne for, hvem der måtte være en del af officersgruppen på de store trawlere.

Voldsom stramning

Der var lagt op til en voldsom stramning hvor 90 procent af officersgruppen mod i dag 60 procent skal have skattepligt og bopæl i Grønland i mindst to år gældende fra 1. januar 2020.

Grønlands Erhverv (GE) gik straks på barrikaderne og kritiserede forslaget, fordi det ville få vidtrækkende konsekvenser for fiskerierhvervet.

Dengang sagde direktøren i GE Brian Buus Pedersen til Sermitsiaq.AG:

- Situationen tilspidses i de nærmeste år, fordi en meget stor gruppe af skibsofficererne nærmer sig pensionsalderen. Og de bliver lige nu ikke erstattet af nok nyuddannede.

Royal Greenland kritik

Direktøren for Royal Greenland havde følgende pointe om forslaget til ny bekendtgørelse:

- På flere af vore trawlere har vi en officersgruppe på ni mand. Hvordan laver man udregningen 90 procent af ni mand, så det hænger sammen med virkeligheden? Vi ansætter jo ikke halve officerer, pointerede Mikael Thinghuus over for Sermitsiaq.AG den 13. Oktober.

Høringsfristen var den 31. oktober og der har været dyb tavshed om bekendtgørelsens skæbne.

Det viser sig imidlertid, at departementet har indledt en dialog med erhvervet, så bekendtgørelsen kan blive tilrettet, så trawlerne kan komme ud at fiske i fremtiden.

- Vi er i gang med at justere bekendtgørelsen og har i den proces været i dialog med fiskerierhvervet, så vi har et godt grundlag til at skrue den nye bekendtgørelse sammen, oplyser departementschef Jørgen Isak Olsen til Sermitsiaq.AG.

Centrale ændringer

Han slår fast, at der vil blive lavet om på nogle centrale dele, men vil – mens arbejdet pågår – ikke afsløre, hvad man påtænker.

- Vi har lyttet til de høringssvar, som vi fik, og det betyder, at nogle centrale elementer justeres, oplyser Jørgen Isak Olsen.

Læs også: Bemandingsregler gennemføres med bind for øjnene

Powered by Labrador CMS