Fiskeriaftale giver adgang til tonsvis af flere fisk i færøsk farvand

Grønland har indgået en ny fiskeriaftale med Færøerne, som giver adgang til over 4.000 ekstra tons blåhvilling i færøsk farvand i forhold til 2022.

Den grønlandske pelagiske flåde har fået gunstigere vilkår.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Det sker efter, at Grønland har indgået en ny fiskeriaftale med Færøerne for 2023, som giver Grønland adgang til 4.150 flere tons blåhvilling i forhold til 2022, mens adgangen til den internationale blåhvillinge kvote i færøsk farvand er øget for 2023.

Den Færøske Repræsentation

Færøerne har derimod fået ekstra adgang til 100 tons hellefisk og 50 tons helleflynder i Østgrønland, mens Færøerne går 100 tons brosme ned i forhold til 2022.

Departementet oplyser, at forhandlingerne er blevet gennemført på Den Færøske Repræsentation i København i dagene 29. - 30. november.

Den grønlandske delegation blev ledt af Departementet for Fiskeri og Fangst med deltagelse af GFLK, Departementet for Finanser og Ligestilling, Grønlands Naturinstitut og repræsentanter fra fiskerierhvervet.

Powered by Labrador CMS