Fiskere sat i isolation

Besætningen på en canadisk trawler, som lige nu ligger i Nuuk havn, er sat i isolation efter at der er konstateret stafylokokker om bord.

Der er fundet stafykokbakterier hos et besætningsmedlem på en canadisk trawler, og trawleren er nu sat i isolation. Foto: Finn Frandsen, Polfoto.

Landslægen har beordret 16 besætningsmedlemmer i isolation på en canadisk trawler, som lige nu ligger i Nuuk Havn, skriver knr.gl.

Isolationen skyldes, at et af besætningsmedlemmerne er smittet med en såkaldt stafylokok-bakterie. Det bekræfter sygeplejerske ved Landslægeembedet Turid Skifte.

- Besætningsmedlemmet har åbne sår på hænderne, som ikke vil hele, og har derfor opsøgt lægeklinikken i Nuuk. Her viste det sig at være en stafylokok-bakterie, siger Turid Skifte.

Bakterien er ikke farlig for raske mennesker, og den smitter kun ved berøring og direkte kontakt. Men problemet er, at bakterien er immun over for antibiotika, så hvis man i forvejen er syg og svækket og derudover får stafylokokker, så blever bakterien meget agressiv og umulig at behandle.

Både den smittede og de øvrige besætningsmedlemmer er nu isoleret på trawleren. Den øvrige besætning er blevet undersøgt for stafylokok-bakterien, men der er endnu ingen resultater af de prøver.

Statens Serumsinstitut i Danmark er nu i gang med at undersøge, hvilken type antibiotika, den smittede kan behandles med. Der kan i følge Turid Skfite gå flere dage, inden der kommer svar.

Rengøringsfirmaet ISS har været om bord på den canadiske trawler for at rengøre og disinficere skibet.

Powered by Labrador CMS