Fisker- og fangerskole klar til start

31 har søgt ind på den nye uddannelse, men kun 15 elever er optaget, når undervisningen indledes den 3. august.

Foto: Robert Holmene

Den nye skole er den 10. i rækken af erhvervsskoler i Grønland, skriver knr.gl.

Den nye skole ligger i Uummannaaq og skal sikre, at det gamle erhverv sikres overlevelse i en stadigt mere industrialiseret og kommercialiseret verden. Skolens formål er at sikre en fortsat forsyning af fangst- og fiskerprodukter til hjemmemarkedet.

Hidtil er fisker- og fangererhvervet gået i arv fra far til søn.

Men denne traditionelle videreførelse af fangstkundskaberne er ifølge skolens leder, David Olsen ikke længere tilstrækkelig i et erhverv, der underkastes flere og flere regler om fangstmetoder og fredningsbestemmelser.

På skolen vil de nye fiskere og fangere få økonomisk indsigt i og forståelse, hvad der kan betale sig at fange og fiske.

Samtidig er der sat viden og færdigheder om fremstilling og vedligeholdelse af redskaber og bådudstyr på skemaet.

Uddannelsesforløbet strækker sig ove to år med skoleophold og praktik, og grunduddannelsen kan suppleres med såkaldte overbygningsuddannelser af et halvt til et helt års varighed inden for områder som turisme, produktudvikling og husflid.

Adgangskravene til fisker- og fangeruddannelsen er et gennemført folkeskoleforløb med gode karakterer ig læsning og regning.

Powered by Labrador CMS