Qasigiannguit

Fiskefabrikken i Qasigiannguit undgår vinterisen

Royal Greenlands fiskefabrik har råvarer nok til at beskæftige sine 150 fabriksarbejdere frem til udgangen af april

I Aasiaat kan rejetrawlerne ikke komme ud på grund af vinteris, og de sidste hellefisk fra efterårets udenskærskvote er ved at være færdigbehandlet.

Derfor bliver 100 fabriksarbejdere i Aasiaat sendt midlertidigt hjem på tirsdag, når de sidste hellefisk er skåret og pakket.

Men i Aasiaats naboby, Qasigiannguit, står det anderledes til, da Qasigiannguit fiskefabrik har frossen hellefisk nok til at producere hellefiskefileter frem til udgangen af april.

Læs: Aasiaats fiskefabrik lukker midlertidigt på grund af is

Har stadig cirka 470 tons på lager
Fabrikschef i Royal Greenlands fiskefabrik i Qasigiannguit, Frank Hagen, forklarer til Royal Greenland, at fabrikken er blevet forsynet med hele frosne hellefisk.

- Trawleren Tuugalik har forsynet os med omkring 800 tons hellefisk i november og december. Og det er den råvare, som vi nu bearbejder, som fileter og fryser ned.

Qasigiannguits fiskefabrik, der normalt bliver forsynet fra kuttere, jollefiskere samt fra Royal Greenlands trawlere, har frysekapacitet til 2.000 tons hellefisk.

- Desværre nåede vi ikke at få sidste forsendelse af råvarer i januar, fordi Royal Arctic Lines fragtskib ikke nåede at komme i havn i Qasigiannguit, inden det isede til. Men vi har stadig cirka 470 tons på lager. Det rækker til at beskæftige 150 fabriksarbejdere i dobbeltskift i nogle måneder endnu, siger Frank Hagen.

Powered by Labrador CMS