Fire sager i pressenævnet

Det grønlandske Pressenævn skulle ikke bruge mange kræfter på at løfte pegefingeren over for pressens repræsentanter i 2006

Det var avisen AG, der måtte indkassere kritik for at have overtrådt de presseetiske regler ved at have kaldt boligselskabet INI A/S for ”en bolighaj”. Det var i en overskrift formuleret, som om en lejer fik medhold hos ombudsmanden i det udsagn. Avisen forsøgte at forsvare sig med, at det var en lejer, der blev citeret for at bruge skældsordet. Men pressenævnet fastslår, at sådan var det ikke formuleret, og på den baggrund udtales kritik.

INI A/S havde også klaget over en overskrift på et læserbrev fra boligselskabet, men på det punkt giver pressenævnet AG medhold.

I alt blev der i 2006 kun rejst fire sager mod de grønlandske medier, og året før var antallet det samme.

To klager imod avisen Sermitsiaq fra pædofilidømte for referater af deres domme bliver begge afvist, idet pressenævnet konstaterer at referaterne er korrekte.

Endelig blev en klage mod KNR afvist og klageren henvist til, at sagen første skal indgives direkte til KNR. Den er ikke efterfølgende indbragt for pressenævnet, meddeler KNR

Powered by Labrador CMS