Valg til Folketinget

Fire kandidater fra Siumut stiller op til folketingsvalget

Siumuts hovedbestyrelse drøfter onsdag aften deres kandidatliste til folketingsvalget 18. juni

Aleqa Hammond
Aleqa Hammond på vej mod politisk comeback? Arkivfoto
Offentliggjort

Statsminister Helle Thorning-Schmidt udskrev folketingsvalget 2015 i dag onsdag til afholdelse torsdag den 18. juni. Siumuts nuværende folketingsmedlem, Doris Jakobsen, meddelte onsdag, at hun ikke genopstiller til valget.

Generalsekretær i Siumut Mikael Petersen meddeler til Sermitsiaq.AG, at Siumuts hovedbestyrelse onsdag aften holder et møde og drøfter kandidatlisten til folketingsvalget.

Læs: Doris Jakobsen genopstiller ikke til Folketinget

Fire kandidater fra Siumut
Forhenværende formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond har været på tale i medierne som Siumuts kandidat til folketingsvalget, men Mikael Petersen vil endnu ikke bekræfte Hammonds kandidatur, men meddeler, at Siumut stiller op med fire kandidater til folketingsvalget.

- Stiller Aleqa Hammond op til folketingsvalget?

- Vi (Siumut, red.) forventer, at vi stiller op med fire kandidater, og lige nu har vi seks Siumut-politikere, der gerne vil stille op til valget. Hovedbestyrelsen drøfter, hvilke fire politikere der skal stille op til valget på vegne af Siumut i aften, siger Siumuts generalsekretær Mikael Petersen uden at nævne navne til Sermitsiaq.AG.

Siumut forventer at offentliggøre partiets folketingskandidater torsdag.

Powered by Labrador CMS