Fire år mere til Børnetalsmanden

Naalakkersuisut har besluttet at Aviâja Egede Lynge skal fortsætte som Børnetalsmand.

Aviâja Egede Lynge fortsætter som Børnetalsmand

Aviâja Egede Lynge har været Børnetalsmand siden 2015, og Naalakkersuisut har besluttet, at hun skal fortsætte i sin post frem til 2025.

- Jeg er meget glad for, at jeg fortsætter som Børnetalsmand. Arbejdet for børn er det, jeg virkeligt brænder for, og jeg ser meget frem til at fortsætte mit arbejde, siger Aviâja Egede Lynge til Sermitsiaq.AG.

Stillingen som Børnetalsmand har været slået op, og Naalakkersuisut har fundet, at Aviâja Egede Lynge er den bedst kvalificerede ansøger.

- Nu får jeg mulighed for at arbejde med vores ting mere dybdegående, og jeg har gjort klar med vores nye strategi for de næste fire år. Jeg har oplevet stor opbakning fra flere folk om, at jeg skal fortsætte, og det giver selvfølgeligt ansvar, og jeg er glad for, at jeg kan fortsætte som Børnetalsmand, fremhæver hun.

Vigtigt arbejde

Naalakkersuisoq for sociale anliggender, familie, justitsområdet og sundhed, Martha Abelsen (S) siger ifølge meddelelsen således om Aviâja Egede Lynges genudpegning:

- Jeg glæder mig over, at vi med udpegningen af Aviâja Egede Lynge sikrer en kontinuitet i børnetalsmandens virke. I arbejdet for at sikre børns rettigheder er meget opnået i de seneste år, og jeg ser frem til fortsat at følge Børnetalsmandens videreudvikling af børnetalsmandsinstitutionen og dette vigtige arbejde.

Efter Inatsisartutlov om Børnetalsmand og Børneråd udpeger Naalakkersuisut en Børnetalsmand, som også er formand for Børnerådet. Børnetalsmanden udpeges for en periode på fire år. Genudpegning kan ske, oplyser Selvstyret.

Powered by Labrador CMS