Finn Lynge: Det varmer

Mit arbejde har ikke været forgæves, siger forfatter og samfundsdebattør Finn Lynge, der onsdag modtog en international pris af Verdensnaturfonden, WWF.

WWFs internationale præsident Chief Emeka Anyaoku overrakte onsdag prisen til Finn Lynge. Foto: WWF-Canon / Elma Okic

– Det varmer jo alt sammen, siger Finn Lynge om sin pris »WWF Conservation Merit Award« som han modtog onsdag sammen med fem andre prismodtagere under Verdensnaturfondens internationale årsmøde i København.

Finn Lynge fik sin pris for sit mangeårige arbejde med at bygge bro og skabe forståelse for de ofte modsatrettede synspunkter mellem miljøorganisationer og oprindelige folk. Ikke mindst i spørgsmålet om retten til at udnytte naturen på en bæredygtig måde.

– Det gør selvfølgelig indtryk at få en pris, for det viser, at det ikke er forgæves at bygge bro i stedet for at skælde ud, siger Finn Lynge til sermitsiaq.gl.

Han understreger, at det for ham betød mindst lige så meget at få tildelt ICCs opmuntringspris for to måneder siden. ICC begrundede prisen med, at Finn Lynge som formand for ICC’s miljøkommission har været den drivende kraft for udbredelsen af bæredygtig fangst i det arktiske område.

I sin tale til WWFs delegerede under det internationale årsmøde onsdag, mindede Finn Lynge om at FN har vedtaget konventionen om oprindelige folks rettigheder, som er underskrevet af det meste af verdenssamfundet, dog med vigtige undtagelser som USA og Canada. Ikke mindst de senere års klimaforandringer presser indfødte folks rettigheder. For eksempel ved at lægge beslag på skove i kampen for at nedbringe CO2, uden at tage hensyn til Rio-deklarationens bestemmelser om at konsultere lokalbefolkningen først, anfører Finn Lynge.

Powered by Labrador CMS