pilluarit

Finn Lynge udnævnt til æresdoktor

Fredag udnævnte rektor Tine Pars Finn Lynge til æresdoktor ved Ilisimatusarfik

Finn Lynge kan nu også kalde sig æresdoktor ved Ilisimatusarfik

I forbindelse med Ilisimatusarfiks årsfest blev Finn Lynge fredag formiddag udnævnt til æresdoktor ved Grønlands Universitet.

Det skete, da Ilisimatusarfiks rektor, Tine Pars, udnævnte ham.

I sin promoveringstale til Finn Lynge sagde lektor, dr. phil Thorkild Kjærgaard, at Finn Lynge er en af de mest fremtrædende personer i Grønlands indre og ydre liv siden midten af det 20. århundrede.

- Han ville ikke blot skrive historie, han ville op i en højere klasse, han ville derop, hvor man ikke bare skriver historie, men hvor den bliver til. Og det kom han, lød det blandt andet fra Thorkild Kjærgaard.

Efter mange års udlændighed kom Finn Lynge tilbage til Grønland som katolsk præst og socialarbejder i 1963. I 1974 blev han en succesfuld chef for KNR, indtil han i 1979 som Grønlands nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet i Strasbourg nåede op i den europæiske elite.

Efter årene i Strasbourg fulgte en række år som højt placeret embedsmand i København, fra 1998 til pensioneringen i 2003 i det daværende hjemmestyres tjeneste. Den sidste store indsats af historieskabende karakter blev medlemskabet af Den Grønlandske Selvstyrekommission, hvis arbejde mundede ud i Selvstyreloven af 12. juni 2009.

Finn Lynge er den fjerde person, der tildeles Ilisimatusarfiks æresdoktorgrad.

Æresdoktorgraden er tidligere tildelt Robert Petersen, Michael Hauser og Henrik Wilhjelm.

Udover universitetets studerende og ansatte deltog repræsentanter fra selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq, erhvervslivet, aftagere og andre nære samarbejdspartnere i højtideligheden.

Se mange billeder i "Finn Lynges dag"

Powered by Labrador CMS