Finn Lynge: Vi er stadig koloniserede

– Nu står vi bare selv for den koloniale tænkemåde, sagde Finn Lynge i tale fredag under ICASS-konference. Han advarer mod politikernes lukkethed over for befolkningen i de store beslutninger om fremtidens minedrift.

Finn Lynge taler til forsamlingen af samfundsforskere under ICASS-konferencen, der åbnede fredag i Nuuk.

Det er naivt at tro, at 250 år med kolonistyre forsvinder i løbet af få årtiers hjemmestyre. Den koloniale tænkemåde og attitude er fortsat hos grønlandske politikere, men også hos befolkningens underdanighed overfor lederne af landet, lød det tankevækkende udsagn fredag fra ICASS-konferencens første hovedtaler, Finn Lynge.

Den tidligere politiker, katolsk præst og samfundsdebattør mener ikke der skete en reel lighed mellem Grønland og Danmark i 1953, da Grønland ophørte med at være en koloni. Og da Grønland fik Hjemmestyre i 1979 blev grønlændere udstyret med autoritet og almindelige folk underordnede sig under hjemmestyre-autoriteterne.

Det betyder, at vi i dag har toppolitikere, der ønsker at være i fuldstændig kontrol. De har centraliseret magten i hovedstaden Nuuk, hvor der er skabt en aura som den eneste storby.

– Det er blevet et almindeligt udtryk at sige »dem på kysten« om de øvrige byer og bygder - som om Nuuk ikke selv er placeret på kysten! påpegede Finn Lynge.

Han mener, nøgleordet er »pisortat« (på dansk: ledere), alting skal siges »pisortatigoortumik«, fra den øverst ledelse, for at have nogen vægt. Også når det gælder Grønlands fremtid og kampen frem mod selvstændighed, der bunder i håbet om indtægter fra undergrunden.

Dobbelt taktik

Her har Hjemmestyret valgt en dobbelt taktik, ifølge Finn Lynge: På den ene side fortæller de ikke offentligheden om, hvordan man i vores nabolande mod vest tackler mineralprojekterne og problemer med miljøsikringer gennem omfattende høringer af lokalbefolkning.

– På den anden side lover vores politikere, at der ikke er noget at bekymre sig om og at vi trygt kan stole på Råstofdirektoratet. De taler ned til os, sagde Finn Lynge.

– Vores regering er erklæret socialistisk, vi ser frem til at prioriteringerne smitter af på en socialt ansvarlig måde i de kommende budgetter for mange af de nedslidte skolebygninger - derude »på kysten«, afsluttede Finn Lynge sin tale til forsamlingen af samfundsforskere under ICASS-konferencen, der åbnede fredag i Nuuk.

Powered by Labrador CMS