Der skal findes nye medlemmer til forskningsråd
Selvstyret har udarbejdet en liste over institutioner og organisationer, der kan indstille nye medlemmer til Grønlands Forskningsråd.
Der skal vælges nye medlemmer til Grønlands Forskningsråd (NIS), som konstitueres den 1. oktober 2020.
Det betyder, at forskellige instanser kan indstille deres bud på, hvilke medlemmer rådet skal bestå af.
Naalakkersuisut har nu besluttet, hvilke aktører, der kan indstille nye kandidater til rådet.
Medlemmerne af Grønlands Forskningsråd udpeges efter bestemmelserne i Inatsisartutlov om forskningsrådgivning og bevilling af forskningsmidler. I loven fremgår det at:
- Udpegning sker efter indstilling fra grønlandske forskningsinstitutioner, forskningscentre, forskningsmiljøer samt iværksætter- og innovationsmiljøer. Naalakkersuisut fastsætter, hvilke institutioner, centre og miljøer der er indstillingsberettigede og offentliggør dette.
Liste over indstillingsberettigede:
- Ilisimatusarfik - Grønlands Universitet
- Pinngortitaleriffik - Grønlands Naturinstitut
- Asiaq
- Arctic DTU Campus Sisimiut (ARTEK)
- Grønlands Klimaforskningscenter
- Grønlands Center for Sundhedsforskning
- Landshospitalet Dronning Ingrids Hospital
- Grønlands Nationalmuseum & Arkiv
- Grønlands Statistik
- Nunatta Atuagaateqarfia & Groenlandica
- Grønlands Sprogsekretariat
- Greenland Business A/S
- Grønlands Erhverv
Efter listens offentliggørelse står sekretariatet for Grønlands Forskningsråd (NIS) for den videre procedure med indkaldelse af indstillinger til kandidater, oplyser selvstyret på deres hjemmeside.