Finansudvalget afviser gælds-manøvre
Naalakkersuisut har uden held forsøgt at få nedbragt Mittarqarfiits gæld til Landskassen ved at få overført penge fra Anlægs- og Renoveringsfonden.
Naalakkersuisut har anmodet Finans- og Skatteudvalget om at få overført 90 millioner kroner fra Anlægs- og Renoveringsfonden til at inddæmme gælden i lufthavnsselskabet Mittarqarfiit.
Uanset om at der er tale om en budgetneutral tillægsbevilling, så har medlemmerne af Finans- og Skatteudvalget sat hælene i og afvist ansøgningen fra Naalakkersuisut.
Af et referat fra udvalget fra et møde den 17. december står der ganske kort:
Stemmer ikke med formålet
- Udvalget finder, at overførslen ikke er i overensstemmelse med formålet med anlægsfonden.
Indstillingen blev derfor afvist.
Naalakkersuisut fik heller ikke held med at få overført 10 millioner kroner fra Anlægs- og Renoveringsfonden til en konto, der vedrører langsigtede investeringsbehov, hvor midlerne er øremærket til reinvestering i lufthavnsanlæg og tilhørende materiel, herunder bygninger, landingsbaner og -pladser samt sikkerhedsudstyr i form af rullende materiel. Her er der i forvejen afsat 10 millioner kroner årligt i en årrække, hvilket åbenbart ikke rækker.
Langsigtet plan
Finans- og Skatteudvalget opfordrer Naalakkersuisut til at finde en anden finansieringsmulighed.
- Som også indeholder en mere langsigtet plan for Mittarfeqarfiits økonomi, lyder det fra udvalget.