Finanslovsforhandlinger i Folketinget: Lønninger til politi og anstaltsbetjente skal være bedre

De grønlandske folketingsmedlemmer har haft deres første sættemøde med finansminister Nicolai Wammen. Det centrale krav fra grønlandsk side er bedre aflønninger til politi- og anstaltsbetjente.

Bedre lønninger til politi- og anstaltsbetjente er lagt på forhandlingsbordet under sættemødet med finansminister Nicolai Wammen.

De to grønlandske folketingsmedlemmer har haft hver deres første sættemøde med finansminister Nicolai Wammen (Soc).

Øverst på prioriteringslisten står bedre aflønninger og tillæg til politi- og anstaltsbetjente i Grønland.

- Vi skal gøre op med lønforskellen på geografisk etnicitet for politi- og anstaltsbetjentene, skriver Aki-Matilda Høegh-Dam (S) i en pressemeddelelse.

- For det første vil vi gerne have et løft af politi- og anstaltsbetjentes lønninger, vi mener stadig der skal være lige løn for lige indsats, lyder det fra Aaja Chemnitz Larsen (IA) i en pressemeddelelse.

Aaja Chemnitz Larsen mener, at det er nødvendigt med et rekrutterings- og fastholdelsestillægget for at politibetjente og anstaltsbetjente bliver i deres job.

- De er nøgleaktører i håndteringen af kriminelle handlinger og skal sikre tryghed i det grønlandske samfund. Lige nu ser vi en anstalt, som er nødt til at lukke afdeling ned, fordi statsansatte i Grønland får omkring 4.500 kr. mindre i lønningsposen end deres danske kollegaer. Det er centralt vi får den situation vendt, lyder det fra hende.

Børnehuse

IA er fortaler for etablering af børnehuse, der skal være med til at behandle børn udsat for seksuelle overgreb. Også børnehuse kom på bordet under sættemødet med ministeren.

- Vi peger også på børnehuse, så hjælpen centreres omkring børn udsat for seksuelle overgreb. Børnene bør ikke agere kastebold i systemet, de skal kunne henvende sig ét sted, hvor alle myndigheder er repræsenteret, skriver Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.

Grønlands Politi udgav en rapport om seksualforbrydelser mod børn og unge i Tasiilaq mellem 2014-2018 i slutningen af september. Aaja Chemnitz Larsen understregede på mødet, at det er nødvendigt med en landsdækkende kortlægning for at opnå tilpasset lokal indsats.

Hurtigere SAR

Hos Aki-Matilda Høegh-Dam står redningsberedskabet, SAR, højt på listen. Flere gange årligt er der nødstedte til havs og til lands. Og det er nødvendigt at hjælpen kommer så hurtigt som muligt ved ulykker.

- I et kystnært samfund, med farlige Arktiske farvande skal vi have et redningsberedskab som kan nå ud til hele Grønland, det handler om menneskeliv, lyder det fra Aki-Matilda Høegh-Dam.

Powered by Labrador CMS