Grønlands husholdningsbudget
Finansloven: Naalakkersuisut finder nye indtægter
Inatsisartut andenbehandler forslaget til finansloven i dag
Naalakkersuisut har kigget dybt i regnearkene og præsenterer i dag en række ændringsforslag til finansloven for 2016, der skal give nye indtægter til den slunkne landskasse.
Det fremgår af naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoqs svarnotat i forbindelse med andenbehandlingen af finansloven, der finder sted i Inatsisartut i dag onsdag.
40 millioner kroner
11 ændringsforslag drejer sig om indtægter til den slunkne landskasse på over 40 millioner kroner årligt i gennemsnit fra 2016 til 2019.
En del af udspillet er allerede kendt, hvor ikke mindst et forslag om ny afgift på hellefisk er blevet køligt modtaget af fiskerierhvervet.
Læs: Halibut Greenland advarer mod ny afgift
Læs: Fiskerirådet: Ny afgift er noget rod
Flere rejer
Indtægterne skyldes derudover blandt andet en opjustering af forventningerne til rejekvoten i 2016 fra 66.500 til 83.000 tons på baggrund af den biologiske rådgivning.
Desuden fortsætter Greenland Contractors med at servicere Thule Air Base i en periode på seks måneder, hvilket også udløser en ekstra indtægt.
Læs: Greenland Contractors sikret forlænget Thulebase-kontrakt
Men omvendt har Naalakkersuisut nedjusteret indtægterne fra afgiften på makrelfiskeriet fra 81 til 40 millioner kroner i 2016 på baggrund af det beskedne fiskeri i år.
Læs: Færre makreller i Østgrønland i år
Nukissiorfiit
Naalakkersuisut præsenterer dog også forslag til nye udgifter.
Politikerne ønsker således at udvide Qorlortorsuaq Vandkraftværk i 2016 og 2017. Udvidelsen vil fordoble vandkraftværkets energipotentiale.
I tilgift er det målet at finde penge på finansloven for næste år til en national plan for fremtidens misbrugsbehandling.
Planen indeholder en sammenhængende tværgående indsats i Selvstyret samt i forhold til kommunerne.
Mest ja
Finans- og Skatteudvalget har hovedsageligt nikket ja til Naalakkersuisuts ændringsforslag. Men i enkelte tilfælde har udvalget vendt tommelfingeren nedad.
Naalakkersuisut har således ønsket at skære i bevillingen til turistrådet Visit Greenland, men det har udvalget afvist.
Nødhjælp
I et andet tilfælde kræver udvalget på forhånd at godkende beslutninger, når Naalakkersuisut ønsker at bevillige penge til internationale nødhjælpsorganisationer i forbindelse med natur- eller humanitære katastrofer.
Den økonomiske ramme på finansloven er på 500.000 kroner, og Naalakkersuisut ønskede at få mandat til at handle på egen hånd og derefter orientere udvalget.
Strid om flygtninge
Netop nødhjælpskontoen på finansloven var i sommer centrum for en omfattende debat, da Inuit Ataqatigiit foreslog, at Selvstyret skulle bevillige penge til humanitær hjælp i forbindelse med den omfattende flygtningekrise i Europa. Partiet kunne dog ikke samle flertal for forslaget.
Læs: IA foreslår donation på 500.000 kroner til Røde Kors
Der skal stemmes om finanslovsforslaget for 2016 den 20. november.