Film for nørder

Katuaq er begyndt at vise film til folk med hang til kvalitets film og dokumentar film, som normalt ikke kommer på det store lærred

Biografleder i Katuaq, Bill Bering, vil gerne vise, at der findes andre film end store populære Hollywoodfilm, og har derfor startet Art Cinema op, som skal vise kvalitetsfilm og dokumentarfilm. Foto: Leiff Josefsen

Art Cinema, som hører til under biografen i Katuaq, er begyndt at vise film til folk, som kan lide andre film end store Hollywoodfilm. Det er kvalitetsfilm og dokumentarfilm, som ikke trækker det store publikum til, men som alligevel er filmperler.

Art Cinema startede så småt for et halvt år siden, da dokumentarfilmen ”Page one: Inside The New York Times” blev vist.

Biografleder i Katuaq, Bill Bering, har ønsket, at der kom andre film til Katuaq end store og populære Hollywoodfilm, og derfor blev Art Cinema startet.

– Der bliver lavet utrolig meget godt film, som ikke kommer ud til det brede publikum, men som alligevel vinder priser til de forskellige filmfestivals. Jeg vil gerne vise, at der også findes andre film, som er værd at se. Film er jo ikke kun ensporet, film er alting. Man skal bare turde at drømme det, så kan man lave alt med film. Og det er hele idéen med Art Cinema. Det er at give inspiration, give debat og i grund og bund, at give en god oplevelse, hvor man går i biografen med vennerne og bagefter sidder på en café og snakker om filmen, siger Bill Bering.

Han har indgået et samarbejde med den anderledes biograf i Aarhus, Øst for Paradis, som skal sende film til Katuaq to gange om måneden.

– Markedet er ikke stort, for det er små film. Men det er heller ikke meningen, at der skal være 1000 mennesker, der skal se filmen. Det skal bare være et alternativ til dét vi har i forvejen, siger Bill Bering.

Film som rører én
Bill Bering vil gerne vise, at film også handler tabuområder, hvor man snakker om døden eller andre emner, som man ikke tør at tage op i Hollywood.

– Det gør Hollywood selvfølgelig også ind imellem, men ikke på samme måde som i europæiske film. Europæerne er exeptionelt gode til at lave film, hvor de tager nogle emner op, som rører én. Men det bliver ikke kun europæiske film vi kommer til at vise. Er der en god film fra Island eller Sydafrika, vil vi naturligvis også vise den. Der skal ikke være begrænsninger. Film skal udvide folks horisont, siger Bill Bering.

Han håber, at biografgængerne, og især de unge, på den måde også får smag for andre film end Hollywood film. Filmene, der bliver vist i Art Cinema, kommer som dvd og vil blive vist i Katuaqs lille sal. Og kun én gang.

Specielle regler
- Der er specielle regler, når film bliver vist på dvd. Vi må ikke vise dem på samme måde, som når vi viser en biograffilm. Dvd’er må ikke vises offentligt og er kun til privatbrug, så man skal have særtilladelse fra filmselskaber til at vise det. Og har jeg stille og roligt arbejdet på. Jeg har ikke kun lavet en aftale med Øst for Paradis, men også med et lille filmselskab, der hedder Mirakel Film, som var dem som skaffede os filmen ”Page one: Inside The New York Times” der blev vist i efteråret sidste år, siger Bill Bering.

Mandag den 19. marts blev den italienske film ”Rød som himlen” vist. Næste film bliver ”Sarajevo, Håbets sang”, som bliver vist den 2. april.

Nuuk Ugeavis kommer til at anmelde filmene, der bliver vist i Art Cinema før de bliver vist i Katuaq.

Tryk her for at læse Sermitsiaq.AG’s anmeldelse af filmen ”Sarajevo, Håbets sang”.

Powered by Labrador CMS