Film om indlandsis åbner ballet i CPH:DOX

Den nye ekspeditionsfilm ”Into the Ice” er valgt som åbningsfilmen på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX den 21. marts.

Ekspeditionsfilmen "" får verdenspremiere som åbningsfilm i CPH:DOX til marts i København. Into the Ice

Lars Henrik Ostenfelds nye ekspeditionsfilm ”Into the Ice” (“Rejsen til isens indre”) får verdenspremiere på den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX den 21. marts 2021.

Det bekræfter CPH:DOX i en pressemeddelelse.

Verdenspremieren sker i Konservatoriets Koncertsal i København, hvor filmens instruktør og flere af de medvirkende forskere fra filmen vil være med.

- Da jeg så ”Into the Ice”, var jeg ikke i tvivl om, at vi havde fundet årets åbningsfilm. Lars Henrik Ostenfeld har skabt et værk, der taler lige ind i tidernes altoverskyggende krise, men som også er så meget mere end en klimafilm, siger Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør for CPH:DOX.

- Filmen forener på smukkeste vis de tre dimensioner, der udgør kernen i CPH:DOX. Underholdende forskningsformidling, stærkt samfundsengagement og kunstnerisk eventyrlyst. Og den gør det i billeder så stærke, at de i den grad fortjener en plads på det helt store lærred, fortsætter han.

Få forskere betræder isen

I filmen stiller instruktør Lars Henrik Ostenfeld spørgsmål som hvor hurtigt, indlandsisen smelter og hvilken fremtid, vi går i møde når indlandsisen smelter. Sammen med tre forskere rejser instruktøren til indlandsisen for at forstå konsekvenserne af klimaforandringerne.

- På trods af mange års forskning, har vi stadig ikke noget klart svar på, hvor hurtigt den grønlandske indlandsis smelter. ’INTO THE ICE’ følger de tre førende forskere, Alun Hubbard, Dorthe Dahl-Jensen og Jason Box i deres dedikerede kamp for at undersøge indlandsisen og gøre os alle klogere på omfanget af klimakrisens konsekvenser for fremtiden. Dette indebærer, at forskerne er til stede på isen, som de undersøger med livet som indsats, skriver CPH:DOX i en pressemeddelelse.

- Det er gået op for mig, hvor få forskere, der egentlig selv kommer ud på isen. Langt størstedelen af vores viden kommer fra satellitter, radarmålinger og computermodeller. Hvis vi virkelig vil forstå isen, er det nødvendigt at studere den gennem iagttagelser og undersøgelser foretaget ude på selve den barske, imponerende is, siger filmens instruktør Lars Henrik Ostenfeld.

’Into the Ice’ vil kunne opleves i flere biografer under årets CPH:DOX og efterfølgende på festivalens streaming platform. Filmen er produceret af Malene Flindt Pedersen, Hansen & Pedersen.

Powered by Labrador CMS