Film vil gøre op med klichéer om grønlændere

Filmen ’Lykkelænder’ får verdenspremiere ved Cph:Dox på søndag

Fra filmen 'Lykkelænder'
Offentliggjort

Med filmen ’Lykkelænder’ vil instruktør Lasse Lau tage et livtag med de klichéer, der prægere danskernes syn på Grønland og grønlændere.

Instruktøren Lasse Lau bruger sit eget udgangspunkt som dansker til at udforske de forestillinger, som danskerne har om Grønland.

- Lykkelænder er et bidrag til min egen generations forsoningsproces mellem Danmark og Grønland. Der er ikke noget formanende over filmen, det er faktisk helt åbent, hvad man lægger i fortællingen, og hvordan man oplever den. Men jeg ville gerne bryde den tavshed der er omkring Danmarks forhold til Grønland, og derfor måtte jeg granske mit eget perspektiv – nemlig det danske, siger Lasse Lau.

- Og det er gennemsyret af uvidenhed og forestillinger om grønlænderne, der slet ikke er tidssvarende. Det ville jeg gerne vise.

- En smule ubehagligt

Filmen beskrives som en smuk og lyrisk rejse, hvor seeren møder grønlændere, der tackler fordommene om sig selv.

- Derfor tør filmen også gå derind, hvor det kan blive en smule ubehageligt, og filmen handler på den måde også om Danmarks egen selvforståelse – måske i nogle sammenhænge endda selvbedrag.

I filmen medvirker kendte grønlandske navne som Vivi Nielsen og Nukâka Coster-Waldau.

Film om Danmarksekspeditionen

Også en anden film om Grønland vises på festivallen. ’Slette omstændigheder’ af Max Kestner forsøger endnu engang at kast lys over Danmarksekspeditionen, hvor Jørgen Brønlund, Mylius-Erichsen og Høegh Hagen omkom. Kun Jørgen Brønlunds lige blev nogensinde fundet. Eller blev de to andre i virkeligheden også fundet? – det undersøger filmen.

’Slette omstændigheder’ vises første gang i dag.

Cph:Dox er en af de store europæiske dokumentarfilmfestivaller.

Powered by Labrador CMS