Fem personer hædret med Nersornaat
Mandag uddelte Jonathan Motzfeldt fem stks. Nersornaat i sølv
Landstingsformand Jonathan Motzfeldt uddelte mandag Hjemmestyrets Fortjenstmedalje, Nersornaat i sølv, til fem prominente bidragsydere til det grønlandske samfund. Overrækkelsen skete ved en højtidelighed på Den nordatlantiske Brygge i København. De fem medaljemodtagere var pensioneret lærer, cand. pæd. Kristian aaju Olsen, pensioneret sygeplejerske Margarida Abigael Hermann, pensioneret direktør og stabslæge Leif Vanggaard, pensioneret elværksbestyrer Preben Nymann Pedersen og endelig journalist, forfatter og pensioneret lærer Mâliâraq Vebæk.
I sin tale hyldede Jonathan Motzfeldt de fem for den utrolige energi og virkelyst, der har karakteriseret deres indsats for samfundet.
– Deres virke for det grønlandske samfund gør dem til levende eksempler til efterfølgelse. Deres fortjenester er mange, sagde Jonathan Motzfeldt blandt andet.