Fejlslagen lufthavnsbudget: Juridisk efterspil afvises
Naalakkersuisut afviser, at de fejlbudgetterede lufthavnsprojekter skal have et juridisk efterspil, selv om en ekspert tilbage i 2020 advarede mod, at lufthavnsbyggerierne ville løbe løbsk økonomisk.
De to lufthavnsprojekter i Nuuk og Ilulissat er blevet langt dyrere, hvilket har medført, at Kalaallit Airports A/S vil optage ekstra lån på 900 millioner kroner. Samtidig forlyder det, at resultatet af udbudsrunden for den regionale lufthavn i Qaqortoq er blevet dobbelt så dyr i forhold til budgettet.
Anders Olsen fra Siumut har via et paragraf 37 spørgsmål spurgt Naalakkersuisut, om de store afvigelser i beregningerne kan få juridiske konsekvenser, ”hvis der er tale om forkert rådgivning eller forkert beregning”.
Ændrede myndighedskrav
Naalakkersuisoq for Infrastruktur Naaja H. Nathanielsen oplyser i sit svar til Anders Olsen, at ”Naalakkersuisut har ikke grund til at tro, at der var tale om forkert rådgivning eller forkerte beregninger”.
- Der er blandt andet tale om konsekvenser af ændrede myndighedskrav, ændret lovgivning og ændrede forudsætninger. Rådgiverne er oprindeligt alene blevet bedt om at vurdere anlægsomkostninger, mens en del af fordyrelsen er driftsomkostninger i anlægsperioden, som derfor ikke har været med i anlægsbudgettet, oplyser Naaja H. Nathanielsen, der imidlertid tilføjer:
- Det er dermed ikke umiddelbart relevant at tale om juridiske konsekvenser, men det vil KAIR International A/S i givet fald skulle håndtere som kontraktpart.
Forudså store budgetoverskridelser
Oplysningen står i kontrast til de udtalelser, som tidligere projektdirektør i Kalaallit Airports, Johannes Ehmanns, kom med til avisen Sermitsiaq allerede i december 2020 og langt før de store budgetoverskridelser blev offentligt kendt.
- Jeg vurderer, at prisen på lufthavnene i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq tilsammen vil blive mellem 5,5 og 6 milliarder kroner, hvis Kair ikke kan styre projekterne, og hvis selskabet ikke ændrer sin projektledelse, rådgivere og udbudsmetoder eller filosofi, sagde Johannes Ehmanns blandt andet til Sermitsiaq.
Johannes Ehmanns var kun i ganske få måneder projektdirektør i Kalaallit Airports og fratrådte tilbage i august 2019. Han har imidlertid mere end 20 års erfaring med at planlægge og bygge lufthavne verden over. En erfaring og viden, der åbenbart ikke var plads til i lufthavnsselskabet, der siden Ehmanns exit har fået ny administrerende direktør og bestyrelsesformand.