Favoritsejre ved håndbold-GM

Den anden spilledag ved grønlandsmesterskaberne i håndbold blev spillet onsdag.

Billede fra tirsdagens kamp

Der blev spillet tre kampe onsdag ved seniorernes grønlandsmesterskaber i håndbold, der løber af stablen i disse dage i multihallen Inussivik i Nuuk.

I alle tre kampe på den anden spilledag ved mesterskaberne var det ene hold overlegent.

Første kamp stod mellem Holdfællesskabet og Aqigssiak' fra Maniitsoq hos herrerne. Det blev en sikker sejr til Maniitsoq-holdet med 46-28. Akutaaneq Kreutzmann fra Aqigssiak' blev kåret som kampens spiller.

17-målssejr

Den andet kamp hos herrerne spillede de forsvarende mestre GSS mod Nagdlunguak' fra Ilulissat. Det blev ligeledes en sikker sejr til hjemmeholdet GSS, der vandt med 17 mål, 38-21. Archibald Lennert fra GSS blev kampens spiller.

Hos kvinderne spillede GSS mod K-33 fra Qaqortoq, og her viste det gulblusede mandskab klasse og vandt kampen med hele 36-10. Aili Paneeraq Pedersen fra GSS blev valgt som kampens spiller.

Landstræner er i Nuuk

Landstræneren for kvindelandsholdet, Anders Friis, som tager til Nuuk torsdag for at følge mesterskaberne, er spændt på at se spillernes form under turneringen.

- Først og fremmest glæder jeg mig til at få oplevelsen - og det at se mange af pigerne på “hjemmebane”. Jeg har set både herrerne og damerne på video, men det er aldrig det samme som at se det live, siger Anders Friis.

Landstræneren glædede sig til at se en masse unge talenter i aktion, som på sigt kan byde ind på landsholdet.

- Jeg glæder mig også til at se de nuværende landsholdsspillere - hvordan er deres fysiske form, hvilke roller har de til et GM, dem har jeg store forventninger til. Og ellers glæder jeg mig til at snakke med dem omkring landsholdet samt dem der er i baglandet - bestyrelsesmedlemmer, tidligere trænere, klubtrænere og så videre, lød det fra Anders Friis, inden turneringens start.

Powered by Labrador CMS