For farligt at fjerne olie

Polar Seafood mener, det er umuligt inden for fristen at overholde Miljødepartementets krav om at fjerne olien fra den sunkne trawler i Diskobugten. Desuden er olien nok allerede fordampet eller ude i vandet, mener selskabet. Olien skal væk, siger lokale IA’ere.

Polar Seafood mener fortsat, det er livsfarligt og teknisk umuligt at overholde Miljødepartementets påbud om at fjerne olien eller bjærge den sunkne trawler Polar Aassik.

Det skriver avisen AG.

I stedet foreslår Polar Seafood blot, at vragområdet i Diskobugten holdes under observation for eventuel olieforurening.

Det kan ikke lade sig gøre at fjerne olien eller trawleren uden at sætte menneskeliv på spil, fordi Polar Aassik befinder sig i dybde af 310 meter, mener Polar Seafood. Polar Aassik brød i brand og sank nær Qasigiannguit tilbage i marts med 53.000 liter olie ombord.

Miljødepartementet gav for flere måneder siden Polar Seafood besked på at tømme trawleren for olie, uskadeliggøre olien eller bjærge vraget inden 31. oktober i år.

Selskabet fik en frist til senest 15. august at gøre rede for, hvordan det kunne ske.

Polar Seafood har bedt ITOPF, et internationalt institut med speciale i havmiljøforurening om en vurdering af vraget og risikoen for forurening af havet.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS