Gå til hovedindhold

Farlig rejse - passager ville til Grønland med hashkugler i maven

22-årig er indlagt til observation. Indvortes smugleri af narkotika kostede sidste år tre personer livet.

Endnu en smugler har taget chancen ved at forsøge at rejse til Grønland med stoffer i maven.

En 22-årig mand er indlagt til observation på Hvidovre Hospital, efter at han blev afsløret med cirka 750 gram hash i kroppen. Det er kommet frem under et grundlovsforhør i Københavns Byret fredag.

LÆS OGSÅ: Dømt for hashsmugling: Skjulte 12 kilo på RAL skib

Den rejsende blev afsløret af toldere i Københavns Lufthavn torsdag morgen. Han forklarede politiet, at han havde slugt mellem 100 og 120 kugler med hash.

Sidste år var der en regulær bølge af sager med smuglere, der forsøgte at gemme stof i kroppen under rejsen fra Danmark til Grønland.

Tre mistede livet

Over 40 tilfælde blev i fjor opdaget af politi og toldere, har Grønlands Politi oplyst. Langt de fleste havde slugt hash, og for enkeltes vedkommende drejede det sig om hårdere stoffer.

Tre af de rejsende mistede livet. For den ene gjaldt det, at pakkerne havde hobet sig op i hans tarme og skabt en betændelsestilstand, som var fatal. Han blev 53 år.

En anden afgik ved døden i et fly fra København til Kangerlussuaq. Indpakningen af den narkotika, han havde slugt, var ikke helt tæt, og derfor kunne stoffet trænge ud i mandens krop.

Den tredje var en 42-årig mand. Med kraftige smerter i maven blev han hastet til skadestuen, men undervejs fik han hjertestop og døde. Han havde pakninger med hash i mavesæk og tarm, oplyste politiet.

Landslæge har advaret

Sidste år advarede landslæge Henrik L. Hansen om faren:

- Uanset hvad der er i pakningerne, er det altid forbundet med en stor risiko for, at de sætter sig fast i maven eller i tarmsystemet, udtalte han.

LÆS OGSÅ: Bodypacker stoppet med omkring 100 pakker hash i sig

I den nye sag fra Københavns Lufthavn har dommeren i byretten besluttet at varetægtsfængsle den 22-årige i 11 dage. På grund af indlæggelsen kunne han ikke være til stede i retslokalet.

Han ville sælge hashen videre i Grønland og tjene nogle penge. Det var første gang, at han prøvede turen, har han forklaret politiet.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER