Overgreb

Faren: Det er en kriminel handling overfor min datter



Er parat til at politianmelde, hvis billeder af overgreb bliver delt.

- Jeg er utrolig ked af det på min datters vegne, hun er lige i den alder, hvor man er mest sårbar over sådan en krænkelse.

Det siger Jens B. Frederiksen, der er far, til den pige, der tidligere i dag fik trukket bukserne af, hvorefter flere tog billeder af det.

LÆS OGSÅ: Overgreb aflyser sidste skoledag: Trak bukserne af ung pige

Mærker på armene
Han talte i telefon, da hans datter forsøgte at ringe til ham. Da han lagde på, ringede hans kone og fortalte stærkt oprevet om overgrebet. Faren skyndte sig over til Ukaliusaq-skolen.

- Heldigvis tog skolen straks situationen meget alvorligt, siger Jens B. Frederiksen.

- Det her er ikke drengestreger, det er en kriminel handling overfor min datter.

- De bandt hende med tape, trak bukserne af hende og flere tog billeder. Hun har stadig mærker på armene, hvor hun har været bundet.

- Du skal ikke skamme dig
Faren tog datteren med over på politigården, hvor sagen blev anmeldt og datteren afhørt.

- Min datter skammede sig over, at være blevet blottet overfor sine kammerater på den måde. Jeg sagde til hende, at det ikke er hende, der skal skamme sig men dem. Du har ikke gjort noget forkert, siger han.

- Men det jo nemt at sige, noget andet er, hvordan hun har det indeni, tilføjer Jens B. Frederiksen efter en tænkepause.

Politianmeldelse, hvis billeder deles
Tidligt i morges har han selv på facebook forsvaret afgangselevernes ret til at fejre en festlig sidste skoledag.

- Det mener jeg stadig. Men det her har intet med sidste skoledag at gøre.

- Det er enddog meget langt over stregen.

Faren gør det også tindrende klart, hvad der vil ske, hvis nogen af eleverne vælger at offentliggøre de billeder, som de tog af hans datter.

- De vil blive politianmeldt. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor mange jeg skal anmelde, siger faren, der siger, at han er vred og frustreret, men primært ked af det på hans dattes vegne.

Opdateret torsdag klokken 10:00

Powered by Labrador CMS