Gå til hovedindhold

Fare for makrelkrig: Grønland risikerer EU-sanktioner

Ballade om makrelfiskeriet i Nordatlanten. EU har planer om at true Grønland og Island med sanktioner, hvis de to landes ikke skærer makrelkvoterne ned.

EU kan sætte Grønland og Island i en penibel situation. Hvis ikke de to lande trækker deres beslutninger om at hæve deres makrelkvoter i år, har EU planer om at true med sanktioner.

Det er det britiske medlem af EU-parlamentets fiskerikomité, Chris Davies, der siger til netmediet inews, at sanktioner over for Grønland og Island er på dagsordenen. Det skal diskuteres, når komiteen mødes næste gang den 4. september.

Naalakkersuisut besluttede i juli af forhøje Grønlands makrelkvote ved Østgrønland fra 59.729 ton til 70.411 tons i år.

Det svarer ifølge Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug til den reviderede biologiske rådgivning fra International Council for the Exploration af the Sea, ICES.

Island har også besluttet at hæve sin makrelkvote, nemlig fra 107.817 tons til 140.240 tons.

Grønland og Island udenfor aftale

Fiskere fra Grønland, Island, Færøerne, EU, Norge og Rusland fisker den eftertragtede makrel i den nordlige del af Atlanten.

Siden 2014 har der været en makrelaftale mellem EU, Norge og Færøerne, mens Grønland, Island og Rusland, står udenfor aftalen.

EU, Norge og Færøerne har som en del af denne aftale fastsat en kvote på 653.438 tons makrel i 2019.

Irriterende med nye aktører

Af det er der kun afsat 15,6 procent, svaende til 102.000 tons, til Grønland, Island og Rusland, mens resten fordeles mellem de tre aftaleparter.

- Det er klart, at de er irriterende for dem, der hele tiden har siddet på flæsket, at der kommer nye aktører til. De har sat næsten ingenting af til resterende landes fiskere. Det nytter jo ikke noget, når der ikke er noget tegn på at EU, Norge og Færøerne vil afgive noget af deres egne kvoter, siger Henrik Leth, formand for Grønlands Erhverv og Polar Seafood. 

Polar Seafood og Royal Greenland er blandt de selskaber, der har fået tildelt makrelkvoter.

Det britiske medlem af EU-parlamentet, Chris Davies, kalder Grønlands og Islands skridt med at hæve makrelkvoterne for ”foragtelig”. Han siger, han vil kæmpe for de skotske fiskere, der ønsker et bæredygtigt makrelfiskeri i Atlanten.

Da EU i 2013 vedtog sanktioner mod Færøerne for overfiskeri af sild i Atlanterhavet, betød det, at EU nægtede de færøske fiskere adgang til EU-havne og indførte importforbud mod færøske sild. Striden blev efter nogen tid bilagt.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER