Fangere spottede mulig ubåd ved Tasiilaq

Det var muligvis en avanceret russisk ubåd to fangere opdagede i november sidste år ved Tasiilaq, skriver medie.

Fangerne spottede ubåden 15-20 kilometer fra Tasiilaq.

I november sidste år var to fangere ude på en fangsttur ved Tasiilaq.

Efter 15 til 20 kilometers sejlads opdager de to fangere tårnet på en ubåd gennem kikkertsigter på deres rifler.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af en aktindsigt i en afhøringsrapport fra Grønlands Politi.

Rapporten er dateret til 12. november.

Efter den foruroligende oplevelse sejlede fangerne retur til Tasiilaq, hvor de alarmerede politiet.

Ifølge Ekstra Bladet udpegede de to fangere under afhøring et billede af en russisk ubåd af typen B-237 Rostov-on-Don, som, de vurderede, lignede den, de havde set.

Der har gennem de seneste år været en del debat om, at myndighederne har et ringe overblik over, hvad der reelt foregår i farvandene omkring Grønland og ikke mindst, om der sker uønskede besøg fra fremmede magter.

Tidligere i denne uge satte Naalakkersuisut underskrift på en aftale med den danske regering om den såkaldte kapacitetspakke. Pakken rummer blandt andet køb af to langtrækkende overvågningsdroner til 750 millioner kroner samt satellitovervågning til yderligere 85 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS