Falsk pengeseddel fundet i Ilulissat

Ilulissat Politi har i går konfiskeret en falsk 500 kroneseddel. Indtil videre er der tale om en seddel.

En falsk 500 kroneseddel er fundet og konfiskeret af politiet i Ilulissat. Sedlen er brugt til betaling i Hotel Arctic inden for de sidste 14 dage. Indtil videre er der tale om et enkeltstående tilfælde.

Det oplyser Grønlands Politi på deres Facebook-side.

- Der er på nuværende tidspunkt kun tale om én enkelt seddel, men da sedlen godt kan minde om en ægte pengeseddel, hvad angår farve og størrelse, så beder vi jer holde et vågent øje, når I bruger kontanter, oplyser politiet på deres facebook.

Ingen mistænkte

Ilulissat Politi har foreløbigt ikke nogen mistænkt gerningsmand i sagen, men pengefalsk er noget, politiet tager alvorligt.

Udgangspunktet, hvad angår foranstaltning i forbindelse med pengefalsk, er ubetinget anstaltsanbringelse, hvor den nærmere varighed afhænger af forholdets grovhed, oplyser Grønlands Politi.

- Så lad være med at fuske med pengene. Der bliver afregnet ved kasse ét, hvis vi finder ud af det, og det koster dyrt, lyder det.

Tjek mærkerne

Grønlands Politi opfordrer borgere til at tjekke, om de kontanter der modtages og betales med, er ægte sedler.

Vandmærke og tråd er blandt andet nogle af de elementer den falske 500 krone-seddel mangler, skriver politiet.

Den falske 500 kroneseddel er sendt til National Kriminalteknisk Center i Danmark, hvor der vil blive foretaget tekniske undersøgelser af den.

ANINGAASANIK SALLOQITTAATILIORNAK / LAD VÆRE MED AT FUSKE MED PENGENE

Powered by Labrador CMS