FAKTA: Kontakttallet - sådan udregner man det

Kontakttallet bliver blandt andet beregnet ved at se på antallet af smittetilfælde. Se forklaring her.

Kontakttallet - tidligere kendt som smittetrykket - er et hyppigt brugt begreb i forbindelse med coronaudbruddet.

Her følger en forklaring på, hvad kontakttallet er, og hvordan det udregnes:

* Kontakttallet er en matematisk beregning, hvor man forsøger at estimere, hvor smitsom virus er.

* Kontakttallet er et gennemsnit af det antal personer, som en smittet person estimeres at sende smitten videre til.

* Kontakttallet siger ikke noget om, hvor mange smittede der er i befolkningen.

* Hvis kontakttallet er 1,1, betyder det ifølge beregningen, at 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre personer.

* Hvis kontakttallet er over 1, vokser epidemien, mens den er aftagende, hvis tallet er under 1. Hvis det er 1,0, er tallet stabilt.

* Kontakttallet kan beregnes på flere måder - for eksempel ved at se på antallet af nye smittetilfælde eller nyindlæggelser. Statens Serum Institut (SSI) gør begge dele.

* Kontakttallet er bagudskuende - altså dækker de smittetilfælde, som har fundet sted.

Bagudrettet opgørelse

SSI offentliggør kontakttallet hver tirsdag, men det tal viser, hvordan kontakttallet så ud for ti dage siden.

Det skyldes blandt andet, at der i beregningen er lagt en tidsforskydning på syv dage ind. Det er den periode, som forventes at gå, fra man bliver smittet, til man testes positiv.

Derudover bruger man ikke smittetallene for de seneste tre dage, da tallene ikke er fuldendte.

* Sådan udregnes kontakttallet:

Formlen er: Kontakttal = Vækstrate x Generationstid + 1.

Generationstid er den tid, der i gennemsnit går, fra en smittet person bliver smittet, til vedkommende smitter den næste. SSI vurderer, at det er 4,7 dage. I andre lande kan det være andre tal - i Storbritannien regner man med 6,5.

Vækstraten er et tal for, hvordan antallet af smittetilfælde udvikler sig over tid. Den er beregnet ud fra en kompliceret matematisk model, hvor man bruger udviklingen i antallet af smittetilfælde over de seneste syv dage.

Der er i den model taget højde for udsving i, hvor mange der bliver testet, og at der kan være tilfældige forskydninger fra dag til dag. Her tages der også højde for, at der fra dag til dag i sygdomsperioden er forskel på, hvor smitsom man er.

Usikkerhedsinterval

* Der er en vis usikkerhed, når man beregner kontakttallet. SSI har derfor et usikkerhedsinterval.

En uge kan kontakttallet for eksempel være 0,6, men usikkerhedsintervallet er 0,5-0,8 med et konfidensinterval på 95 procent.

Det vil sige, at det vurderes, at kontakttallet ligger i intervallet 0,5-0,8 i 95 procent af tilfældene.

Der vil altså være fem procent af tilfældene, hvor kontakttallet ikke rammer inden for skiven.

Det er altså under forudsætning af, at antagelserne i modellen er korrekte.

Kilder: Statens Serum Institut (SSI), Viggo Andreasen, professor i epidemiologi, og RUC.

Powered by Labrador CMS